77-årige Gerda pløjer alle familiens marker: - Jeg kan bare godt lide det

Hun har ejet landbrugsjord i 45 år, men efter det blev solgt, kunne hun ikke stoppe med at pløje. Nu er hun den i familien, der pløjer allerflest tønder land.

1:51
Gerda er mormor, men hun elsker at pløje familiens marker.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Gerda er 77 år. Hun bor i Sørvad, og så elsker hun at pløje. Helst de helt store marker.

- Jeg kan bare godt lide det – jeg kan rigtig godt lide at pløje. Man skal jo bare trykke på nogle knapper og sådan lidt, siger Gerda Andersen fra Sørvad.

I 45 år ejede hun gården og jorden, hun pløjer, med sin mand, men for tolv år siden solgte de det til datteren og svigersønnen, men Gerda vil fortsat gerne give en hånd med på marken. Og hun er god til det. Og grundig.

- Det skal være pløjet ordentligt. Der skal ikke laves sådan noget svineri ved enderne og sådan noget. Det skal da pløjes ordentligt – det er det, det går ud på, siger hun og fortsætter:

- Jeg har altid godt kunne lide at køre traktor. Vi har altid været landmænd i familien, så det falder mig meget naturligt. Og nu er vores børn og børnebørn også landmænd, så vi driver gården sammen.

Hun tager en hektar i timen, og arbejdsdagen kan nemt komme op på 10-12 timer. Men det betyder ingenting, når man er pensionist, og bare gerne vil lave det man elsker allermest.

- Tiden er ikke lang for mig. Jeg har jo radio, og så er der altså rigeligt at holde øje med. Man skal hele tiden holde øje med, hvad man laver, siger hun.

Det er i øvrigt Gerdas mand, der harver - han er 82 år.