Kanonslag gik af i hånden på Oliver: Jeg har været heldig

En af dem, der måtte forbi skadestuen i Herning nytårsnat, er 18-årige Oliver Maibom Henriksen. Artiklen indeholder et billede, der kan virke voldsomt for nogen.

18-årige Oliver Maibom Henriksen slap heldigt fra en ulykke med et kanonslag. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

For nogle endte nytårsaften ikke helt som planlagt. Flere midt- og vestjyder måtte en tur forbi skadestuen i Herning, fordi de var kommet til skade med fyrværkeri. En af dem var 18-årige Oliver Maibom Henriksen fra Ikast, der slap med alle fingre i behold efter et kanonslag gik af, mens han havde det i hånden.

Læs også Børn kommer til skade ved fyrværkeriets lunte

- Klokken har lige slået 00.00, og jeg har poppet min champagne. Så bliver der kastet et kanonslag, som jeg tænker er tæt på de andre. Så jeg ville kaste det væk, og idet jeg tager den op i hånden, springer den, siger Oliver Maibom Henriksen.

- Det er dårlig timing. Og idiotisk vil jeg også kalde det, fortæller han fra sengen på skadestuen i Herning.

  Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Efterfølgende fik Oliver Maibom Henriksen hånden i is, inden han kom på skadestuen i Herning. Her blev han i nat syet i højre tommeltot og kunne bagefter forlade skadestuen med hånden bundet ind.

- Hånden brænder en del, men det gjorde noget mere ondt til at starte med. Jeg har fået noget smertestillende, så det er fint nok nu, siger han.

- Jeg har været rigtig heldig. Jeg kunne have mistet flere fingre, har jeg fået at vide.

00:38

Her kan du høre Oliver Maibom Henriksen fortælle om, hvad der skete. 

Luk video

Oliver Maibom Henriksen kunne forlade skadestuen efter at være blevet syet i tommeltotten. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST