Beboer i brandhærget område er bange: - Jeg har ikke lyst til at bo her mere

I løbet af godt fem uger er der blevet påsat 18 brande i området omkring Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.

Brandene i området ved Lupinvej i Silkeborg, gør Sheila Poulsen, der bor i området, nervøs.
Brandene i området ved Lupinvej i Silkeborg, gør Sheila Poulsen, der bor i området, nervøs.
Foto: 24-7 News

I nat var den gal igen. 

Tre gange i løbet af fire minutter blev politi og brandvæsen natten mellem tirsdag og onsdag alarmeret om brande på og omkring Lupinvej i Silkeborg.

Der var tale om to brande i affaldscontainere, mens den tredje brand var i et kælderrum på Lupinvej. 

Sheila Poulsen bor i området. Hun er ikke tryg ved situationen med de mange påsatte brande.

- Jeg bliver nervøs, urolig og faktisk også en smule bange. Jeg har ikke lyst til at bo her mere. Jeg vil gerne væk, især hvis det bliver ved, fortæller hun. 

Det var blandt andet her, containerne brændte i nat.
Det var blandt andet her, containerne brændte i nat.

Sheila Poulsen kunne se en af nattens brande i containere fra sit stuevindue.

- Det var i lys lue. Jeg har ikke set det brænde så voldsomt før. Det sætter nogle tanker igang, siger hun. 

Martin Kvolbæk bor også i området ved Lupinvej. Han er glad for området, men han vil overveje at flytte, hvis situationen med brandene bliver værre. 

- Jeg synes, det er ubehageligt. Man begynder at blive nervøs for, hvad det næste kan blive, siger han. 

Hyppigere og voldsommere brande

Nattens brande var langt fra de første i området. I løbet af godt fem uger har brandvæsenet være ude til 18 påsatte brande i området omkring Lupinvej og Resedavej. 

Der har været tale om brande i affaldscontainere, men i nat var brandene kraftigere, end man hidtil har set.

Tdiligere har der kun været ild i en container, men denne gang var der ild i syv til otte containere på én gang.

Derudover var der også ild i en klapvogn i et kælderrum. 

Resterne af den klapvogn, der brændte natten mellem tirsdag og onsdag i et kælderrum på Lupinvej. 
Resterne af den klapvogn, der brændte natten mellem tirsdag og onsdag i et kælderrum på Lupinvej. 

Det fortæller indsatslederen fra Midtjysk Brand og Redning, Allan Riisberg.

- Branden i kælderrummet er i en helt anden boldgade. Det er en helt anden brand, fordi det kan bringe mennesker i fare, siger han. 

Hvad bliver det næste?

Det er netop den måde, brandene har eskaleret på, der bekymrer Sheila Poulsen.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mere kommer til at ske. Hvornår går det ud over biler eller måske endda mennesker? Det ville være forfærdeligt, siger hun.

Det er den samme bange anelse, Martin Kvolbæk har.

- Det gør mig bange, at det har eskaleret, for jeg frygter, at containerne ikke bliver ved med at være nok for dem, siger han og tilføjer:

- Bliver det værre, så vil jeg genoverveje, om det er her, jeg skal bo med mit barn. Brand er en farlig ting, og det kan hurtigt gå galt, selvom det ikke er hensigten.

2:12
18 gange siden den 28. september har politiet modtaget anmeldelser om brande omkring Lupinvej i Silkeborg. Beboerne er ved at få nok.