Mystisk stress-syndrom ramte Christoffer: - Jeg blev sindssygt bange

16-årige Christoffer Krog Scherrebeck havde ultimative ambitioner, men i stedet for at nå sine mål endte han i et usædvanligt sammenbrud.

39:57
16-årige Christoffer Krog Scherrebeck blev pludselig ramt af en usædvanlig form for angst under sit efterskoleophold. - Jeg blev sindssygt bange, fortæller han.
Foto: Christoffer Krog Scherrebeck

Et dybt berørt forældrepar sidder i et klipperum på TV MIDTVEST. De har netop set deres 20-årige søn medvirke i en følelsesladet dokumentar.

- Det var værre, end vi regnede med, indrømmer Anders Krog Scherrebeck, der er far til hovedpersonen i filmen.

Mens dokumentaren blev vist for Christoffer Krog Scherrebeck og hans forældre, blev der ikke sagt et ord i lokalet, men moderen har tårerne løbende ned ad kinderne og faderens øjenkroge er fugtige.

- Der blev ikke pakket så meget ind. Det ramte dybt, siger faderen, Anders Krog Scherrebeck.

Ville præstere det vildeste

I 2015 tog den dengang 16-årige søn og landsholdsgymnast på efterskole med de største ambitioner.

- Det skulle være det vildeste, en efterskoleelev nogensinde har præsteret, fortæller Christoffer Krog Shcerrebeck om sine egne ambitioner.

Men pludselig blev Christoffer ramt af en mystisk hændelse.

Under en træning ville den talentfulde gymnast lave en dobbelt salto – et spring, som for ham var ren rutine. 

Men da han hang i luften, gik det galt. 

- Mit hoved var godt klar over, at jeg skulle lave en dobbelt salto, men min krop lavede simpelthen triple salto (tredobbelt salto, red.).

- Jeg kom kun lige rundt i en triple, og det var ikke meget fra at gå galt, fortæller en tydeligt rystet Christoffer tre år efter i TV MIDTVESTs dokumentar.

- Og jeg blev sindssygt bange, da jeg landede. Så knækkede det for mig, og jeg brød fuldstændigt sammen, fortæller Christoffer.

Da Christoffer i filmen fortæller om hændelsen og hans oplevelser, er det tydeligt, at hans forældre er særligt opmærksomme.

Fortællingen kender de, men den er alligevel helt anderledes denne gang. 

- Vi synes, vi har talt meget om det i hele perioden, men at høre sin egen knægt fortælle det til andre end os var stærkt, lyder det fra forældrene.

Familien Scherrebeck ser programmet i klipperummet på TV MIDTVEST.
Familien Scherrebeck ser programmet i klipperummet på TV MIDTVEST.
Foto: Flemming Christensen

Sammenbruddet skulle vise sig at få store konsekvenser for den ellers succesfulde, unge gymnast flere år frem i tiden. Christoffer blev bange for at lave selv de helt simple spring. 

Psykolog ikke i tvivl: - Det handler om noget simpelt

Psykolog Jesper Birck fra Silkeborg har også set dokumentaren og er ikke i tvivl om hovedtemaet for Christoffers sammenbrud.

- Det handler om noget så simpelt som at leve op til egne og andres forventninger, siger han.

- Men det handler også om en overbelastet hjerne, der på sin helt egen måde signalerer, at den har fået nok, og at den nu slår over på autopilot, vurderer han.

36:01
Psykolog Jesper Birck giver sit bud på, hvad vi skal være opmærksomme på, for at ambitiøse børn og unge ikke ender i et sammenbrud i stedet for at nå deres mål. Og så provokerer han også lidt undervejs.
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Presset fra flere sider

I dokumentaren fortæller Christoffer Krog Scherrebeck blandt andet om høje ambitioner, som ramte ham fra flere sider.

- Selvfølgelig var der et pres fra vores side også – ingen tvivl om det. Vi har lagt så mange timer i ham, siger tidligere træner og fysioterapeut på Flemming Efterskole Anders Rost Villumsen.

- Man var jo en del af hans potentiale, fornemmede man, selvom man slet ikke var det. Det var jo ham, der lavede det (springene, red.).

Efter at have oplevet hele sit forløb på film kom det alligevel bag på Christoffer Krog Scherrebeck, hvor meget pres, der hele tiden var blevet lagt på ham i teenageårene. 

- Vi taler jo næsten om pres hele tiden, siger han lige efter at have set sit forløb foldet ud i sammenhæng på filmen.

Christoffer Krog Shcerrebeck klar til sit efterskoleophold på Flemming Efterskole.
Christoffer Krog Shcerrebeck klar til sit efterskoleophold på Flemming Efterskole.
Foto: Privat

Gemte sig efter sammenbrud

Hans efterskoledrøm blev kvalt, og det endte i stedet med, at Christoffer måtte sidde gemt bag en måtte til en af de største og vigtigste opvisninger, fordi han pludselig slet ikke turde springe noget som helst.

Forældrene er med tiden blevet mere opmærksomme på det indirekte pres og de forventninger, man kan komme til at udtrykke over for sit barn på for eksempel sociale medier.

- Når det går mine børn godt, så er Facebook en god og hurtig måde at fortæller, de har vundet dit og dat og dut.

- Jeg er selv hurtig til at få det lagt ud, erkender Pernille Krog Scherrebeck i dag.

Den del vil hun gerne ændre på.

- Ellers lærer børn jo, at de kun får fokus fra far og mor, når de bliver nummer et, siger hun.

Anders Krog Scherrebeck tilføjer:

- Via Facebook lægges der et psykisk pres på mange via opdateringer.

- Man lægger jo ikke op, når børnene har fået 02, men 12’ere er der mange af.

Når klappen går ned

Faderen vurderer, at Christoffers sammenbrud lige så godt kunne være sket i for eksempel et undervisningsmiljø.

- Det her er ikke kun en historie for gymnaster, men én alle kan lære af, mener Anders Krog Scherrebeck.

Psykolog Jesper Birck bekræfter, at de mekanismer, der var i spil i historien om den unge gymnast, lige så godt kunne have udspillet sig på en ungdomsuddannelse eller en arbejdsplads.

- Det er jo kendt fra arbejdslivet, at klappen kan gå ned. 

- Vi ser velfungerende mennesker, der har haft nogle særdeles gode stillinger og været gode til deres jobs. De kan lige pludselig stå der og have glemt, hvad det er, de skal lave. 

Har lært noget

Netop nu er Christoffers søster elev på samme efterskole, som han gik på - nemlig Flemming Efterskole ved Horsens. Den har ry for at være en af landets mest eftertragtede efterskoler med gymnastik som speciale. Det er ikke ualmindeligt, at der er landsholdsgymnaster blandt eleverne.

Denne gang er der specielt én ting, familien er meget opmærksomme på. 

- Vi skal helt klart have en snak med skolen om, hvad de forventer af vores datter, og hvad hun kan forvente af dem.

- Hun har set, hvor galt det kan gå, fortæller Anders Krog Scherrebeck.

Alene det at komme på netop den efterskole kan være et pres i sig selv, vurderer han.

Hele familien Scherrebeck
Hele familien Scherrebeck
Foto: Privat

Stolt far

Christoffer Krog Scherrebeck har givet TV MIDTVEST lov til at kortlægge op- og nedture i håb om at finde en forklaring på, hvad der gik galt.

- Jeg har sagt ja til at medvirke, for at andre kan lære af mit forløb, fastslår Christoffer Krog Scherrebeck, der netop er blevet 20 år.

Efter at have set dokumentaren er det en bevæget men også stolt far, der kommenterer sin søns fremtræden på tv. 

- Det er sgu ikke alle, der ville stille sig op og sige så meget. Han lægger følelserne frit frem, siger Anders Krog Scherrebeck efter at have set dokumentaren om sønnens sammenbrud.

28:30
Se også: Christoffer Scherrebeck har vundet adskillige nationale og internationale medaljer i gymnastik blandt andet med Gjellerup Sdr. Her kan du se en dokumentar om, da holdet vandt DM-guld for 6. gang i træk med Scherrebeck på holdet.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST