Politiker: - Jeg arbejder videre på at få indført en kattelov
Vandene er delte, når det gælder holdninger til en eventuel kattelov både blandt politikere og almindelige borgere.
Karina Due fortsætter ufortrødent sit arbejde for, at Danmark skal have en kattelov.
- Kattene de har en ringe status. Det er sådan lidt, køb og smid væk, eller få og smid væk, og så dumper man dem bare et eller andet sted. For at hæve anseelsen for katten som dyr, der skal vi have en kattelov, mener dyrevelfærdsordføreren fra Dansk Folkeparti.
Meldingen kommer, efter at det nu står klart, at et borgerforslag om at få en dansk kattelov ikke kunne samle underskrifter nok til at blive fremsat i Folketinget.
- Jeg arbejder videre på at få indført en kattelov på et eller andet tidspunkt, og jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg strikker den sammen, fortæller Karina Due.
Hun erkender dog, at den måske skal modificeres lidt i forhold til love for andre kæledyr.
- En fuld kattelov på linje med hundeloven, det er lidt op ad bakke med at samle et flertal til det.
Hvad mener C, V og S?
Og det er der noget, der kan tyde på, hun har ret i.
Spørger man for eksempel Orla Østerby, der er dyrevelfærdsordfører for de Konservative, får man følgende klare melding:
- Jeg synes ikke, vi skal have nogen kattelov. Vi skal ikke lovgive om alting.
- Jeg tror ikke, en kattelov vil ændre på problemerne med løse og uregistrerede katte, siger han.
Hos Venstre er man ikke helt afvisende:
- Som udgangspunkt må det være katteejernes eget ansvar at tage sig af deres dyr. Men hvis der kommer et lovforslag, er jeg parat til at drøfte det, siger Venstres dyrevelfærdsordfører, Erling Bonnesen.
Også socialdemokratiets dyrevelfærdsordfører, Simon Kollerup, blev spurgt, om han synes, Danmark skal have en kattelov. Kollerup kunne dog ikke i dag forholde sig til forslaget.
Ivrig debat på Facebook
På TV MIDTVESTs Facebookside har brugerne mandag ytret sig om sagen.
Her er nogle udvalgte synspunkter:
Jan Krath Dammark: Ja, der burde være en kattelov, som kræver, at katte registreres på lige fod med hunde. Men hvad skal der ellers stå i loven ?. Allerede nu kræver anden lovgivning, at katte holdes på egen grund (det kniber det vist lidt med). Skal katteloven give kattene lov til at løbe rundt som de vil. Eller skal de tværtimod kun være ude i snor eller i indhegning, og hvordan hænger det sammen med kattenes naturlige behov.
Claus Hasselstrøm: Ja det kunnd være dejligt med en kattelov. Og ikke mindst hvis der stod noget om at katte skal holdes hjemme (som det jo faktisk er idag) og hvis der så blev taget hånd om at det blev overholdt
Rita Poulsen: Katte er skønne dyr, men også et dyr som ikke bryder sig om at være lukket inde. De skal have lov til at løbe frit.
Men en god ide, at de skal øremærkes og registreres.
Vi har dog selv haft flere katte, alle registreret - men alligevel 2 som vi aldrig har hørt om hvad der skete med.
Claus Wetche: En lov som påbyder registrering af ens kat/katte er da ok, men at tro at man mae lovgivning vil kunne begrænse kattes adfær er utopisk, de er stadig vilde dyr og de har egen frie vilie valgt menneskene til som selskab da det var til gavn for dem, man kan sige på denne måde : Vi mennesker tror at vi holder kat , men det er faktisk katten der holder mennesker.
Claus Andersen: Nej tak, katte er som alle andre dyr indbefattet af de generelle dyrværns love. Jo mere lovgivning, jo mere forvaltning, jo dyrere bliver det.