JBS lancerer Ronaldo-skjorte

Undertøjs- og strømpeproducenten JBS udvider nu samarbejdet med den verdenskendte fodboldspiller, Cristiano Ronaldo.

Herning-virksomheden JBS lancerer nu en skjortekollektion i Cristiano Ronaldos navn.

- Det bliver rigtig spændende. Nu skal vi ud og sælge skjorterne fra i morgen på tøjmessen i Berlin, og der håber vi da, at de bliver taget lige så godt imod, som vores undertøj blev, fortæller Michael Alstrup, der er administrerende direktør i JBS.

Faktisk er det netop den store underbukse-succes, der er skyld i, at JBS nu satser på skjorter.

- Vi er ofte blevet spurgt af vores distributører og kunder, om der ikke kunne komme andre artikler med, og det har hele tiden været nærliggende, at vi kom med skjorter. Så det har vi arbejdet på i et halvt års tid, lyder det fra Michael Alstrup.

Stor tiltro til kunderne

Den store interesse for JBS' Cristiano Ronaldo-kollektion betyder, at Michael Alstrup er overbevist om, at også Ronaldo-skjorten vil blive en succes.

- De kunder, vi har bygget op i 46 lande, er klar til også at købe de her skjorter. Det gør, at næste skridt er lidt nemmere for os, og at vi kan bruge lidt flere penge på markedsføring og brandet i sig selv, forklarer han.

Det er designeren Richard Chai, der står bag Cristiano Ronaldos nye skjortedesign.