Jarlov: Eva Kjer har ikke gjort det nemmere for sig selv

De Konservative er skuffet over miljøminister, Eva Kjer Hansens (V), svar eller mangel på samme i samråd om landbrugspakken.

Eva Kjer Hansen Foto: TV MIDTVEST

 

- Ministeren har ikke gjort det nemmere for sig selv.

 

Sådan lyder reaktionen fra De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, efter det knap tre timer lange samråd med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

 

Her har både støttepartiet og den samlede opposition afkrævet ministeren svar på de omdiskuterede beregninger bag regeringens fødevare- og landbrugspakke. En pakke, som blå blok - inklusiv De Konservative - indgik aftale om før jul.

 

- Jeg skal nok sige mere senere. Jeg er skuffet over, at ministeren ikke vil erkende, at der er lagt nogle tal frem, som ikke er retvisende, siger Rasmus Jarlov og tilføjer, at der nu vil blive afholdt udvalgsmøde.

 

Herefter vil han fortælle, hvad konsekvenserne bliver.

 

Eva Kjer Hansen fastholder efter samrådet, at hun ikke har vildledt Folketinget om miljøeffekterne i pakken.

 

- Jeg har jo lagt alt åbent frem, sendt rapporter og notater til Folketinget, så Folketinget har kunnet følge med i forudsætninger bag de politiske beslutninger, vi har truffet. Det står jeg fuldt ud på mål for, siger hun.

 

- Jeg drøfter med partierne bag aftalen, hvad der videre skal ske.

 

Under samrådet konstaterede De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard, på Twitter, at ministeren "slet ikke" svarede på hendes spørgsmål:

 

- Ufatteligt at være så arrogant, når syv førende forskere undsiger ens regnemetode.

 

Udtalelsen henviser til den høring, der gik forud for samrådet, hvis syv forskere gav deres syn på beregningerne i landbrugspakken.

 

Fra den anden side af salen er De Radikales miljøordfører, Ida Auken, enig med De Konservative i, at Eva Kjer Hansen ikke har gjort situationen nemmere for sig selv.

 

- Samrådet bragte kun ministeren længere ud, hvor hun ikke kunne bunde. Vildledende og skadeligt for miljøet.

 

/ritzau/