Jans hus brændte i morges: - Jeg har været pisseheldig

Tidligt i morges mistede Jan Lund Sørensen stort set alt han ejer, da hans hus i Lindum ved Tjele stod i flammer.

Jan Lund Sørensen regner med at flytte ind hos sin bror på Fyn, efter hans hus brændte ned i morges.
Jan Lund Sørensen regner med at flytte ind hos sin bror på Fyn, efter hans hus brændte ned i morges.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det var noget af en forskrækkelse, Jan Lund Sørensen fik tidligt i morges, da det hus, han har boet i de sidste tre år, stod i flammer.

- Jeg har det ad helvede til, men jeg har været pisse heldig. Hvis døren havde været låst, så havde jeg ikke stået her. Det drejer sig om sekunder, fortæller Jan Lund Sørensen. 

Jan var hoppet under bruseren tidligt i morges. Her opdagede han, at der kom røg ind under døren til badeværelset.

- Jeg åbner døren, og klasker den i igen. Det var helt sort af røg, fortæller han.

Vinduet i badeværelset vurderede han, at han ikke kunne komme ud af. Herefter trodsede han røgen på den anden side, men hvordan han helt præcis kom ud, kan han ikke huske.

- Jeg ved, at jeg var helt nøgen og tog det tøj med ud, jeg havde. Jeg stod herude foran huset og tog tøjet på, siger Jan.

Man mener, at branden er opstået ved fjernsynet.
Man mener, at branden er opstået ved fjernsynet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg vil ikke byde min værste fjende det her 

Det er ikke meget, der er tilbage efter morgenens brand. Faktisk er stort set alt væk. For Jan er det især minderne om sin afdøde far, som gør ondt at miste.  

- Jeg mistede min far som 10-årig, og jeg havde et billede derinde, som betød alt for mig. Det er virkelig svært, og jeg ville aldrig byde min værste fjende det her, fortæller Jan.

Planen er, at Jan nu skal leje sig ind i sin brors kælder på Fyn. 

Politiet har i samarbejde med brandinstallatøren slået fast, at branden formentligt er opstået i nogle elektriske installationer ved fjernsynet. Politiet oplyser, at de ikke foretager yderligere undersøgelser.

1:07
Tidligt i morges brød en brand ud i Jan Lund Sørensens hjem. Han nåede ikke at redde andet end sig selv.