Jan Lindholt stadig sigtet

Advokat Morten Wagner undrer sig over, at statsadvokaten ikke har ophævet sigtelsen mod 48-årig i Maria-sagen.

Den 21. januar blev den 48-årige Jan Lindholt Mikkelsen løsladt i sagen om drabet på Maria Møller Christensen i Herning nytårsnat.

Politiet fastslog dengang efter svar fra DNA-prøver, at han var uden for mistanke - alligevel er han stadig formelt set sigtet i sagen.

Det er Statsadvokaten for Midt, Vest og Sydøstjylland, der officielt skal ophæve sigtelsen - og sagen venter stadig på at blive behandlet, skriver AOH.dk. Statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen begrunder det med travlhed.

Jan Lindholt Mikkelsens advokat, Morten Wagner, kalder ventetiden uacceptabel.

- Det lyder ikke som verdens mest indviklede sag. Jeg tror ikke, at det vil tage halvandet minut at afgøre den sag, siger Morten Wagner.

Venstres retsordfører Kim Andersen kræver også handling - ellers vil han gå til justitsministeren.