Jan fundet i god behold

Jan Have Havkrog Nielsen er fundet i god behold i Sverige, hvor han meldte sig selv til svensk politi.

060915Eftrsogning.jpg

32-årige Jan Have Havkrog Nielsen fra Djeld ved Vinderup er fundet i god behold. Lørdag meldte han sig selv til Politiet i Sverige.

Jan Have Havkrog Nielsen forsvandt fra hjemmet onsdag i denne uge uden spor - ud over hans cykel og andre ejendele, der blev fundet senere på dagen ved Stubbergaard Sø.

Det satte gang i en større eftersøgning, hvor der blandt andet er brugt helikoptere, dykkere, sporhunde og folk fra både politiet og redningsberedskabet, samt masser af frivillige.

Efter sin forsvinden er Jan Have Havkrog Nielsen nået vidt omkring.

- Han henvendte sig lørdag til svensk politi, og han er i god behold, siger Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

På de sociale medier skriver ægtefællen Kristina Nielsen, at hun glæder sig over den sympati, hun har mødt i forbindelse med sin mands forsvinden. Hun og retter en tak til de mange, der på forskellig vis har bidraget til at lede efter ham.

- Tak for alle, som har delt og bare været der for os og har ladet mig græde ud på deres skuldre og bare lyttet til mig. Mange gange tak for alt, skriver Kristina Nielsen på Facebook.

Der er intet nyt om 41-årige Laura Godhøj fra Holstebro, der forsvandt i fredags. Hun forlod psykiatrisk afdeling på Søndersøparken i Viborg og er ikke set siden.