Jakob Vestergaard vender tilbage til Viborg HK

Den nye cheftræner får allerede debut i weekenden i EHF Cup.

Jakob Vestergaard har to gange tidligere været cheftræner i Viborg HK. Nu er han tilbage igen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Håndboldklubben Viborg HK har nu fundet afløseren for Allan Heine, der torsdag blev fyret som klubbens cheftræner.

Læs også Fyret Viborg-træner: Det var hårdt at sige farvel

Ny mand på posten bliver Jakob Vestergaard, der er et kendt ansigt i klubben. Han har blandt andet været med til at vinde Champions League, men har også oplevet af få en fyreseddel af klubben.

- Jakob er jo et velkendt navn i Viborg HK, da han tidligere har trænet vores ligahold og bl.a. været med til at vinde Champions League to gange. Han ved, hvad der kræves for at komme tilbage på toppen og kan tilføre holdet noget ny inspiration og energi, fortæller Henrik Dahl og forklarer, at aftalen kun kan komme på plads grundet et stærkt samarbejde med Jakob Vestergaards nuværende arbejdsgiver, Viborg Katedralskole, siger Viborgs direktør Henrik Dahl i en pressemeddelelse.

Allan Heine blev fyret efter fem nederlag i fem kampe i den nye sæson. Det bliver nu op til Jakob Vestergaard at få ændret kursen, og det skal ske i samarbejde med assistenttræner Susanne Wilbek.

Gælder sæsonen ud

Første opgave for Jakob Vestergaard bliver i weekenden, hvor der venter to kampe i EHF Cuppen mod HC Galytchanka. Begge kampe spilles i Viborg.

- Først og fremmest har jeg sagt ja til en rigtig spændende opgave med store udfordringer, da jeg er overbevist om, at jeg kan være med til at indfri spillernes potentiale og klubbens ambitioner. For mig er det som at vende hjem, siger Jakob Vestergaard i pressemeddelelsen.

Aftalen gælder i første omgang sæsonen ud, men direktør Henrik Dahl afviser ikke et længere samarbejde.

- Vi ser det ikke som en kortsigtet løsning, og vil i løbet af foråret arbejde på et længerevarende samarbejde, siger han,