Jakob er strandet i Australien

21-årige Jakob Jonassen fra Holstebro ville slå et kort smut forbi Brisbane i Australien. Nu er han strandet midt i oversvømmelserne.

Jakob-australien.jpg

Jakob Jonassen fra Holstebro og hans to kammerater havde rejst i Asien i lidt over to måneder, da de for en måned siden ankom til Cairns i Australien. I mandags ramte de så Brisbane, hvor de bare ville gøre et hurtigt stop. Sådan skulle det ikke gå.  

- Da vi vågnede tirsdag morgen, så vi i fjensynet, at Toowomba vest for Brisbane var blevet oversvømmet meget kraftigt, og at det snart ville ramme Brisbane. Det skete allerede samme dag, og folk begyndte at barrikadere butikker og huse, fortæller Jakob Jonassen til tvmidtvest.dk.

Havnet midt i naturkatastrofe

Næste morgen stod de op til en by dækket af mellem 10 centimeter og to meter vand. 

- Butikker stod under vand til op over skrankerne, biler stod under vand og parkeringskældre- hvor der formentlig stod biler - var totalt oversvømmede. Mange hjalp dog hinanden med at bære ting ud fra huse, der var blevet ramt, og til det formål blev især skraldespande brugt som beholdere. Det var ret underligt at stå midt i en naturkatastrofe og se værdier for millioner af kroner forsvinde i de enorme vandmasser, fortæller han. 

En spøgelsesby

Siden har gaderne været så godt som forladte i den ellers altid summende storby, der er den tredje mest folkerige i Australien.

- Gaderne har i de seneste dage været ret tomme, butikkerne har været lukkede, og byen ligner en spøgelsesby. Mange har dog også haft det sjovt i vandmasserne ved at sejle i dem i kajakker, cykle i dem eller bare ligge i badering.

Højt humør

Torsdag ramte endnu en bølge byen, men slet ikke så hårdt som forventet, forklarer Jakob Jonassen.

- Folk er ved godt mod, og i dag så jeg et stort banner med påskriften: "Queenslanders dont give up".

Håber at komme videre fredag

Den strandede vestjyde satser på, at han og kammeraterne allerede fredag kan lægge Brisbane og vandmasserne bag sig.

- Vi skal heldigvis med en stor motorvej, og den skulle være ryddet i morgen, så vi kan komme videre. Det ser vi frem til, siger Jakob Jonassen.