Jakketyve standset på broen

To mænd og to kvinder fra Herning anholdt på Sallingsundbroen efter indbrud i sportsforretning i Thisted.

270115InterSport.jpg

Fælden klappede hurtigt for fire unge herningensere efter et indbrud i Intersport på  Vestergade i Thisted natten til tirsdag.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der klokken 01.28 blev knust en rude i indgangsdøren til butikken, og flere personer forsynede sig herefter med 31 dyre jakker, blandt andet af mærket Peak Performance.

Politiet reagerede hurtigt på alarmen. En patrulje fra Skive lagde sig på lur ved Sallingsundbroen - og kort tid efter var der gevinst, da betjentene kunne stoppe en personbil med to unge mænd og to unge kvinder, der kom kørende fra Mors.

De stjålne jakker var med i bilen, og de unge herningensere blev anholdt og taget med på politigården i Holstebro. De skal nu afhøres, og politiets jurister skal herefter vurdere, om de skal fremstilles i et grundlovsforhør.

De anholdte er i alderen 21 til 26 år.