Jagter prostitutionens bagmænd

Socialminister Manu Sareen skyder en ny kampagne mod menneskehandel i gang i Herning

Midt- og Vestjyllands Politi er ofte på razzia på landsdelens bordeller, hvor de anholder prostituerede kvinder, der befinder sig ulovligt i Danmark. Men ofte er kvinderne ofre for menneskehandel, og det sker sjældent, at politiet får fat i bagmændene.

Udstilling har premiere i Herning

Nu skal den nye kampagne "Stop Menneskehandel" sætte fokus på bagmændene i prostitutionsmiljøet. På en udendørs udstilling, der skal rundt i hele landet, fortæller en række ofre om deres oplevelser. Den udstilling åbner søndag eftermiddag klokken 16 i Herning. Det sker lige foran MCH Arena forud for dagens superligakamp. Socialminister Manu Sareen kommer selv til Herning og står for åbningen.

- Menneskehandel er en af de mest modbydelige forbrydelser, og vi skal gøre, hvad vi kan for at hindre, at det foregår. Det er vigtigt at kunne spotte de tegn, der tyder på, at et menneske er handlet. Derfor gennemfører vi nu den landsdækkende kampagne, siger socialministeren.

Efter åbningen bliver udstillingen flyttet til Herning midtby, hvor den står indtil den 4. juni.