Jagter 875 jobs

Jobkonsulenter arbejder lige nu på højtryk for at finde 875 nye jobs i Skive kommune.

Et nyt team på 4 jobkonsulenter jagter lige nu virksomheder i Skive kommune. De skal finde praktikpladser, løntilskudsjobs og helt almindelige jobs til de mange ledige, som tidligere har været i aktivering i blandt andet motionscentret.

Fra nytår blev det vedtaget i en lov om aktivering, at de ledige skal aktiveres ude på arbejdspladserne. Derfor arbejder et jobteam nu på at få omplaceret de mange ledige.

- Udfordringen er selvfølgelig at få nogle mennesker ud i nogle praktikker, som de kan drage nytte af i forhold til at komme i arbejde. Og en af udfordringerne er selvfølgelig også at sikre, at de mennesker vi får ud, de får noget med hjem igen, siger arbejdsmarkedschef Lars Harder, Skive kommune.

Kan miste millioner i tilskud

Ind til nytår blev en stor del af de ledige aktiveret i motionscentret. På den måde sikrede kommunen sig millioner i statslige tilskud. Nu er den kasse smækket i og det har gjort behovet for nye aktiveringsmuligheder helt akut. Lykkedes det ikke står Skive kommune foran en ekstraregning på flere millioner kroner.

I løbet af de sidste to et halvt år er der forsvundet 1400 arbejdspladser i Skive indenfor industri og forsyning.

02:56 Luk video