Jægere skal skyde efter skarven ved Hvide Sande

27 jægere har fået til opgave at skyde efter skarv ved Hvide Sande. Det skal de, fordi skarven spiser de små laks, der lever i fjorden.

Skarven er igen et problem i fjorden. Den spiser nemlig unge laks, der lever i fjorden, viser undersøgelser. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

27 jægere skal derfor ud i hver deres motorbåd og skyde efter skarv. Det skal de i et forsøg på at skræmme fuglen væk fra fjorden. Det skal de fra den 22. april og tre uger frem. 

Det er biolog Thomas Moesgaard fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der har fundet de 27 jægere og givet dem denne opgave. 

- Vi håber, at skarven bliver skræmt væk, og at de efter et stykke tid opfatter en motorbåd som et faresignal. På den måde kan vi forhåbentlig slippe af med den, og få en bedre laksebestand. Det er vigtigt, at vi bruger mange forskellige både, så skarven tror, det er alle både, der er farlige, siger Thomas Moesgaard til Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Jagten på skarven vil foregå tæt på slusen ved Hvide Sande, da det er der, at de unge laks prøver at komme ud til havet. 30 procent af de unge laks dør ved slusen, og det bærer skarven en stor del af skylden for. 

- Sidste år fandt vi ud af, at det særligt er de sidste fem meter inden slusen, hvor der er høj dødelighed for laksen, siger Thomas Moesgaard til Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Jagten på skarv ved Hvide Sande er ikke det eneste initiativ, der skal sikre laksens fremme. I efteråret og om vinteren bliver der reguleret skarv ved Skjern Å, da det er der, laksene gyder.