TV MIDTVEST

Jæger skød dem på video: Der er otte ulvehvalpe

00:46

Video: Henrik Sahlholdt

Se de første levende billeder af de vestjyske ulvehvalpe. De er lavet af en jæger, der er skeptisk over for ulven i den danske natur.

Det vakte opsigt, da Miljøstyrelsen mandag eftermiddag offentliggjorde de første fotos af ulvehvalpe i Danmark. 

Billederne dokumenterede, at der er mindst tre ulvehvalpe i et større skovområde syd for Holstebro.

Men nu kan TV MIDTVEST så vise de første levende billeder af hvalpene.

Optagelserne er lavet af Henrik Sahlholdt, der er ofte går på jagt i området.

Han fortæller, at han flere gange har set voksne ulve i området, og søndag morgen lykkedes det ham så at fange hvalpene med sit videokamera. Og der var ikke kun de tre hvalpe, som Miljøstyrelsen er sikker på der er i skoven.

- Der er otte, og det er jeg 100 procent sikker på, siger han.

Henrik Sahlholdt beskriver sig som både jæger og naturelsker. Men han er ikke begejstret for synet.

Læs også Ulvehvalpe fanget på vildtkamera nær Holstebro

- Det er lidt rystende, at det går så stærkt, og at der allerede er otte hvalpe. Jeg er kritisk over for, at der ikke er en ordentlig forvaltning, og at man lader dem, der får deres dyr bidt af ulvene, i stikken, siger han.

Miljøstyrelsen fastslog tidligere i dag, at danskerne ikke behøver at være bange for ulven - heller ikke selv om der er dokumenteret hvalpe.

- Det gør det hverken mere eller mindre problematisk. Derfor gælder den forvaltningsplan for ulv, som blev vedtaget i 2014, stadig, lød det fra Anette Samuelsen, der er fungerende kontorchef, i en pressemeddelelse.

Læs også Biolog om ulvehvalpe i Danmark: Det bliver ikke større

03:53 Luk video