Jæger samler selv observationer: Der er mindst 35 ulve

Erfaren jæger har lavet sit eget ulvekort med mange flere prikker end det officielle kort. Myndighederne afviser hans påstand.

2:33
Jesper Schytte er vant til at se ulve i udlandet. Han er overbevist om, at myndighederne sætter det officielle tal alt for lavt. Se et interview med ham her.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er langt flere ulve i Danmark end det officielle tal, som myndighederne opgiver.

Sådan lyder påstanden fra den erfarne jæger Jesper Schytte, der i de seneste år har lavet sit eget kort med ulveobservationer - et kort der bygger på indberetninger fra jægere og andre, der færdes i naturen.

- Det er et skøn, men jeg siger, at der er over 35 ulve, siger Jesper Schytte, der har været politimand i over 20 år.

Hans vurdering ligger dermed langt over det officielle tal på 11 ulve.

Schytte fortæller, at han alene i år har fået over 230 henvendelser fra personer, der sender billeder af ulvespor og spiste kadavere eller hævder at have set ulven uden at have taget et billede.

- Hvordan kan du være sikker på, at observationerne er reelle?

- Jeg tager ikke imod oplysninger om "jeg har hørt at". Jeg vil have det på første hånd fra den, der har oplevet det. Og når jeg får den oplevelse fra personen selv, snakker eller skriver jeg med ham og spørger ind til det. Jeg kan rimeligt hurtigt få afklaret, om det er ulv eller ej. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan tage fejl, men jeg tror ikke, at jeg tager fejl i alle tilfælde, siger Jesper Schytte.

Han understreger, at han har et godt kendskab til det nye rovdyr i den danske natur. Han har flere gange været på ulvejagt i udlandet og så sin første ulv i 1984. Han bor privat i Korsør, men har blandt andet jagt ved Brande.

Forsker afviser påstanden

Det er Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet, der for Miljøstyrelsen kortlægger ulvene i Danmark - forsknings- og samlingschef Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum afviser Jesper Schyttes påstand. 

- Vi har minimum 11 ulve i Danmark dags dato. Der kan godt være ganske få derudover, men det er ikke sådan, at vi snakker dobbelt op. Vi snakker meget få individer, siger Kent Olsen.

Forskningschefen peger på, at Danmark bruger samme fremgangsmåde som vores nabolande, når man skal vurdere antallet af ulve. Hvis en observation skal optages på myndighedernes officielle ulvekort, kræver det et DNA-bevis eller et tydeligt foto.

- Hvis vi begynder at tale om, at der er langt flere ulve, end der er dokumentation for, så opstår der meget utryghed på et meget, meget tyndt grundlag, siger Kent Olsen.

Jesper Schytte fastholder sin kritik af de officielle tal. Han mener ikke, at forskerne har penge til reelt at undersøge udbredelsen af ulve.

- Jeg mener helt klart, at det er et spørgsmål om midler. Hvis ikke der er afsat penge til, at Naturstyrelsen kan gå ud og tage målinger på vildt, der er slagtet af ulve, men kun på får og køer, så er der jo noget galt, for så får vi jo ikke monitoreret ulvene.

Et nyt kuld hvalpe på vej

Han undrer sig blandt andet over, at der ikke kommer meldinger om ulve omkring Esbjerg, Ribe og Blåvand.

- Det betyder da ikke, at der ikke er ulve. De har bare lært sig at fange råvildt, hjortekalve eller harer i stedet for. 

Forskningschef Kent Olsen afviser dog også påstanden om, at forskningen lider under manglen på ressourcer.

- Selve moniteringsopgaven kan vi fint løse inden for budgetrammen. Vi tager også ud og laver DNA-prøver fra nedlagt hjortevildt. Det er ikke sådan, at vi kun bruger DNA-spor fra husdyr, men det skal være meget friske angreb, ellers bliver DNAet nedbrudt, og der skal være klare indikationer på, at det er ulv, siger han.

Uanset antal forventer myndighederne, at der i den nærmeste fremtid kommer endnu flere ulve. De venter nemlig, at der snart kommer endnu et kuld hvalpe ved Ulfborg.

4:11