It-uddannelse sender autister i job i Skive

En særlig it-uddannelse på Skive Handelsskole sender fire ud af fem autister i job. Det er langt højere end landsgennemsnittet.

autistjob.jpg

Lige nu har Skive Handelsskole stor succes med en særlig it-uddannelse for autister. Med den er det lykkes at få fire ud af fem autister i enten job eller uddannelse.

Benjamin Cato Johannesen er én af dem, der har gået på uddannelsen på Skive Handelsskole, som kaldes AspIT. For ham har det været en stor succes, og han er nu kommet i fast job.

- Jeg synes det er rart at have et job, så jeg ligesom ved, hvad jeg skal lave det næste lange stykke tid, siger Benjamin Cato Johannesen, IT-tekniker, Adibus, Viborg.

Den tre-årige uddannelse får 80 procent af de unge videre i job eller uddannelse. Lange praktikophold er en del af forklaringen. Benjamin Cato Johannesen har været i praktik hos Adibus i Viborg, hvor han nu er ansat. Og her er virksomheden særligt glad for autisternes særlige kompetencer.

- Benjamin har den helt særlige egenskab, at han følger den vejledning, vi har lavet til ham, hver eneste gang, og det gør, at der stort set aldrig er fejl i det han laver, siger Henrik Eriksen, Direktør, Adibus, Viborg.

Langt bedre end landsgennemsnittet

At hele 80 procent af de unge autister i Skive ender i job eller uddannelse står i skærende kontrast til resten af landet. På landsplan er det nemlig kun 20 procent af alle autister, der har et job. Autismeforeningen mener, at man med en særlig indsats kunne få langt flere i arbejde end nu.

- Det er faktisk nærmest en udbredt fordom, at folk med autisme kun kan arbejde med it. De kan arbejde med næsten alt andet også, siger Peter K. Nielsen, Næstformand, Landsforeningen Autisme.

Den særlige it-uddannelse for autister findes ti steder i landet. Skive er eneste sted her i landsdelen.
 

2:19
Benjamin Cato Johannesen er én af de mange unge, som har haft stor glæde af den særlige it-uddannelse i Skive. Efter endt uddannelse er han kommet i fast arbejde.