IT-svindlere spærrede landmands computer

Landmand Claus Aarup fra Velling ved Ringkøbing fik i denne uge spærret sin computer af overbevisende IT-svindlere. Nu advarer han andre.

SvindlerTlf_0.jpg

Mange danskere bliver hvert år ramt af it-kriminalitet. En avanceret form for trick-tyveri, hvor kriminelle i udlandet forsøger at narre helt almindelige borgere til at få adgang til deres computer eller kreditkortoplysninger.

En landmand fra Velling ved Ringkøbing blev i denne uge endnu et af svindlernes ofre. Han advarer nu andre.

- De ringede til mig og sagde, at de var fra Microsoft, og at min computer sendte fejl til dem. De talte ikke særligt godt engelsk, så i starten var jeg meget skeptisk, fortæller Claus Aarup.

Overbevisende svindel

Men svindleren virkede overbevisende, og Claus Aarup faldt for deres hjælpsomhed blandt andet fordi de oplyste en kode, der stemte overens med en kode, han kunne finde på sin computer. Og derefter lykkedes det svindlerne at få Claus Aarup til at samarbejde.

- Jeg skulle skrive nogle forskellige koder ind på min computer, og jeg var da skeptisk, men de snakkede jo videre, og så fik de mig efterhånden overbevist om, at jeg havde nogle fejl på computeren, fortæller Claus Aarup.

Derfor gav han selv svindlerne adgang til hans computer. Og så gik det pludselig stærkt.

Spærrede computer

Herefter forsøgte telefonsvindleren nemlig at få Claus Aarup til at købe en ny licens til en Microsoft-programpakke, men da han nægtede at udlevere sine VISA-kort oplysninger, ændrede tonen sig fra den før så hjælpsomme til direkte truende.

- Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke gav dem mine kortoplysninger, så ville de spærre computeren. Men jeg gav mig ikke, og så spærrede de computeren, og det er ikke lykkedes mig at komme på den siden, siger Claus Aarup.

Claus Aarups computer er nu på vej til reparation hos TNM it, hvor man vil prøve at låse computeren op igen. Og her er hans historie langt fra enestående:

- Vi ser, at der konstant løber den her type anmeldelser ind. Det er et konstant højt niveau, men vi har ikke et decideret overblik over hvor mange, fordi vi antager, at der er et stort mørketal, siger konsulent ved TNM it, Sonni Knudsen.

Hos Rådet for Digital Sikkerhed kan du finde 10 gode råd,

hvis du vil undgå at ende som svindlernes næste offer.

Se mere om sagen i vores udsendelse 19.30:

2:39
Svindlere udgav sig fra at være fra Microsoft og fik adgang til Claus Aarups computer