Isstadion kan blive presset på tiden

Herning ishockeyhal skal helst renoveres inden A-VM i ishockey til maj næste år.

Isstadion kan blive presset på tiden

Renoveringen af det gamle isstadion i Herning har været i udbud, men ingen af de tre indkomne bud lever op til ønskerne, skriver aoh.dk

Til maj næste år skal Danmark være vært for A-VM i ishockey. En stor del af kampene skal spilles i Jyske Bank Boxen, og de deltagende landshold skal kunne træne på byens isstadion. Derfor skal den gerne fremstå nyrenoveret til den tid, skriver aoh.dk.

I forsommeren 2016 sendte byrådet et renoveringsprojekt i udbud, men ifølge aoh.dk ligger ingen af de tre indkomne bud helt i tråd med kommunens ønsker.

- Vores eksterne rådgiver har meddelt os, at ingen af dem konditionsmæssigt lever op til kravene i udbuddet. Men det er der ikke noget dramatisk i, siger borgmester Lars Krarup (V) til avisen.

Borgmesteren forventer, at kommunen har en løsning klar 27. februar, efter forhandlinger med de tre udbydere.

Herning Byråd har sat 61 millioner kroner af til ombygningen af ishockeyhallen.