Ismail Yalcin kom ikke til byrødsmøde

Det nyvalgte byrådsmedlem, Ismail Yalcin, fra Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune, der har været beskyldt for valgfusk mødte ikke op til det konstituerende byrådsmøde.

111213_IsmailYalcin_0.jpg

Ismail Yalcin har været et af de mest omtalte medlemmer af det nye byråd i Ikast-Brande. Efter han på valgnatten til stor jubel fik Fælleslistens femte og sidste mandat i byrådet, blev han efterfølgende beskyldt for at have påvirket vælgere til at stemme på ham, og for at have talt tyrkisk på valgstedet. Siden frikendte det nuværende byråd Ismail Yalcin, så han kunne indtræde i byrådet. Men til det konstituerende møde mandag aften dukkede han ikke op i byrådssalen.

- Jeg har ikke fået snakket med ham. Men Ismail Yalcin skal giftes i dag, så han har nok meget om ørerne lige nu. Jeg skal selvfølgelig have en snak med ham om, at selvom han har travlt, så skal han melde afbud, når han ikke kan komme, fortæller Preben Christensen, viceborgmester for Fælleslisten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ismail Yalcin.