Ishockey: Björkstrand melder afbud til VM

Patrick Björkstrand har meddelt Danmarks Ishockey Union, at han ikke deltager ved VM.

Patrick Björkstrand
Foto: Arkiv

Fredag aften var der telefonisk kontakt mellem General Manager Kim Pedersen og en meget realistisk Patrick Björkstrand; samtalen gjorde det klart, at AHL-spilleren Patrick Björkstrand ikke bliver en del af landsholdet ved dette verdensmesterskab.

Patrick Björkstrand begrunder fravalget med en sæson, der langt fra har indfriet hans egne forventninger og et spørgsmålstegn ved, hvor meget, han reelt vil kunne tilføre dette års VM-hold med den sene ankomst in mente.

General Manager Kim Pedersen er oprigtigt glad for Patricks kontakt og har fuld forståelse for, at det til tider tager nogle dage, inden kontakten opnås.

- Som jeg tidligere har nævnt, så er det ikke usædvanligt, at vores forespørgsler er nogle dage undervejs, inden vi opnår en reaktion på dem,  siger Kim Pedersen og uddyber, at ”Patricks respons ikke har været længere undervejs end gennemsnittet af vores henvendelser mod Nordamerika og den eneste ændrede faktor er vel reelt, at VM starten er rigtigt tæt på”.

Mikkel Aagaard forventes registreret på holdet i morgen inden kampen mod Letland, og dermed når landsholdet op på 20+3 spillere. Det betyder også, at der fortsat er mulighed for yderligere to registreringer under årets VM og af samme grund er de kommende Washington Capitals og New York

Rangers kampe i NHL slutspillet meget interessante for landsholdsledelsen, som følger udviklingen tæt.
Dagens træning i Köln forløb problemfrit og det er en skadesfri og motiveret trup, der lige nu lader op på hotellet, inden den tidlige kampstart ved Danmarks åbningskamp kl. 12.15 mod Letland.