Isbrydningen bliver solidarisk

En ny solidatisk aftale mellem de danske havne skal sikre, at det også er muligt at komme ind i havnene i Limfjorden ved fremtidige isvintre. En altafgørende aftale for de små havne.

140512isbryder.jpg

Indtil nu har de danske havne og skibsfarten betalt omkring 20 millioner kroner årligt for at sikre isbrydningen i havnene - lige meget om der er is eller ej.

Men det vil havnene ikke betale til længere. Derfor arbejdes der på en ny solidarisk ordning om isbrydning mellem havnene.

Den nye ordning er altafgørende for de små havne i landsdelen.

 - Det betyder liv eller død for os, at den her aftale bliver til noget. Vi kan ikke financierer det alene uden hjælp fra de store havne, siger formanden for Sammenslutningen af Vestlige Limfjordshavne, Jens Peter Hedevang.

Sammenslutningen omfatter havnene i Struer, Lemvig, Thisted, Skive og Nykøbing.

Afgift skal sikre 5,5 millioner

Den nye ordning mellem havnene betyder, at alle havne i Danmark pålægger skibsfarten en afgift på syv øre pr. ton gods, der anløber i havnen.

Det skal på årsbasis give 5,5 millioner kroner.

Før aftalen kan træde i kraft, skal den godkendes i forsvarsministeriet.

Den nye aftale vil også betyde, at isbrydningen sendes i licitation, så isbrydningen bliver billigere.