Iran utilfreds med Støjbergs Muhammed-iPad

Iran har ifølge DR afvist et møde om hjemsendelse af asylansøgere med henvisning til ministers iPad-baggrund.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er valgt til Folketinget i Skive-kredsen. Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Iran har udskudt et møde om at tage imod egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark, med henvisning til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) valg af baggrundsbillede på sin iPad.
    
Det skriver DR på baggrund af et svar fra Støjberg selv til Folketingets Udenrigsudvalg.
    
Støjberg delte i september sidste år et billede af baggrundsskærmen på sin iPad.
    
Her toner den mest kontroversielle af de danske Muhammedtegninger frem: Kurt Westergaards tegning, hvor muslimernes profet er skildret med en bombe i turbanen.
    
Men det vakte utilfredshed i Iran, der allerede dagen efter sendte en mail til ministeriet, hvor landet aflyste et planlagt møde om udsendelser, skriver DR.

01:29

Støjberg poster Muhammedtegning på facebook. 

Luk video

- Iranerne skal ikke bestemme

Inger Støjberg mener ifølge DR ikke, at aflysningen af mødet har betydning for forhandlingerne om at udsende de afviste iranske asylansøgere.
    
- Nej, det mener jeg ikke, at det har. Men jeg mener heller ikke, at iranerne skal bestemme, hvorvidt vi har ytringsfrihed i Danmark eller ej, siger hun til DR.
    
- Jeg vil blive ved med at vise min opbakning og sympati over for muhammedtegnerne i Danmark.
    
Hun oplyser desuden, at det heller ikke er lykkedes andre lande at opnå en aftale med Iran.
    
Iran er et vigtigt land i Danmarks bestræbelser på at hjemsende afviste asylansøgere.
    
På Udrejsecenter Kærshovedgård er afviste asylansøgere fra Iran i klart overtal.
    
I efteråret 2017 var 110 ud af knap 200 beboere på udrejsecentret fra Iran, oplyser DR.
    

02:24

Noget tyder på, at museet er kommet i medvind - i hvert fald har der været rigtig mange besøgende.

Luk video

/ritzau/