Invasive østers sælger stort i København

Limfjorden er blevet invaderet af stillehavsøsters, hvilket er en trussel imod den gamle kending, limfjordsøsters. Men nu kommer der hjælp.

01:49

Den invasive stillehavsøsters truer med at ødelægge livet i Limfjorden, men måske kan redningen blive, at Københavnerne køber den i stor stil

Dansk Skaldyrscenter har længe kæmpet forgæves for at få gjort noget ved den invasive østers-art, Stillehavsøstersen, da den truer limfjordsøstersen. Men nu er der hjælp på vej fra en lidt uventet kant. 

Venø Seafood fik nemlig en god idé, da de med deres normale fangst af limfjordsøsters begyndte at få mange stillehavsøsters ind. 

- Vi så, at den var meget kødfuld, og derfor så vi, at der var et marked for det, siger ejer af Venø Seafood, Kristian Borbjerggaard. 

Og et marked kom der. De begyndte at sælge stillehavsøsters i til forhandlere, og især på Sjælland har den invasive østers invaderet spisesedlerne. 

- Det er på meget kort tid blevet vores bedst sælgende østers, siger Tommy Lund, der har en stand i Torvehallerne i København. 

Hos Dansk Skaldyrscenter er man glade for, at man begynder at spise den invasive art. 

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé. Vi kommer aldrig af med dem igen, så det er da dejligt, hvis der er nogen, der kan bruge dem til noget, siger Lene Friis Møller, forsker hos Dansk Skaldyrscenter. 

Hos Venø Seafood står kunderne i kø for at købe stillehavsøsters ind, og ejeren håber da også på, at der fortsat vil være så store mængder østers i havene. 

- Vi vil gerne have så mange østers ind som overhovedet muligt, da vi har kunderne til det, og kunderne efterspørger det, siger Kristian Borbjerggaard.