Politiet om flugtbilist: Intet tyder på hasarderet kørsel

Politiet leder fortsat efter den bilist, der mandag påkørte og dræbte en 22-årig soldat ved Karup.

En 22-årig værnepligtig mistede mandag aften livet, da han blev påkørt ved en fodgængerovergang ved Karup.
En 22-årig værnepligtig mistede mandag aften livet, da han blev påkørt ved en fodgængerovergang ved Karup.
Foto: TV MIDTVEST

Videoovervågning fra Karup, som politiet er i besiddelse af, viser tydeligt ulykken, hvor en 22-årig mand mistede livet mandag aften.

- Intet tyder på hasarderet kørsel eller voldsomt høj hastighed, så vi ser på det som en ulykke. En tragisk ulykke, forklarer Efterforskningsleder hos Midt- og Vestjyllandspoliti Christian Toftemark.

Alligevel har politiet intet hørt fra gerningsmanden, som de stadig venter på kontakter dem.

- Vi håber, at vedkommende vil tage ansvar for at være del af et færdselsuheld, siger Christian Toftemark.

Faktisk tror politiet, at det kan gavne flugtbilisten at melde sig.

- Vi vil gerne have lukket sagen for de pårørendes skyld. Men det er også væsentligt, at bilisten får nogle at snakke med, fortæller Christian Toftemark

Masser af tip

Flere end 200 har kontaktet politiet med bud, hvilken bil der kunne være tale om. Men nu beder betjentene om klarere meldinger fra borgerne.

- Bliv endelig ved med at tippe biler, men kun hvis de matcher signalementet, og der er noget mistænkeligt. Det kan både være skader på fronten, eller en med en lille hvid/lys bil, der pludselig har skiftet voldsomt adfærd, forklarer Christian Toftemark, som er efterforskningsleder hos Midt- og Vestjyllandspoliti.

0:14
Overvågningskamera viser den hvide/lyse bil ved Karup

Siden mandag har politiet været fysisk ude hos 30-40 forskellige biler for at tjekke op på tip fra borgere, ligesom de haft telefonisk kontakt med endnu flere.
Dertil kommer at de har gennemgået overvågningskameraer fra et stort område.

- Vi har været i Sunds, Ilskov, Haderup, Hagebro og Grønhøj for at finde overvågningsvideoer. I princippet har vi taget ruten fra Herning til gerningsstedet og fra gerningsstedet ud til Viborg, uddyber efterforskningslederen.

Har fundet den hvide varevogn

Tidligere efterlyste politiet et vidne i form af en person i en hvid varevogn, som kørte foran gerningsmanden.

- Vi har været i kontakt med føreren af den hvide varebil og han havde desværre ikke oplysninger, der kunne bringe os tættere på den anden bil, fortæller

Men selvom det kan være svært at se, hvordan politiet nu skal finde frem til gerningsmanden, så er efterforskningslederen ikke i tvivl om de finder personen.

- Det skal nok lykkes, siger Christian Toftemark

2:16
Den flugtbilist, der mandag aften ramte og dræbte en 22-årig soldat ved Flyvestation Karup, er stadig ikke fundet.