Intensivplaner på sygehuset i Thisted foreløbigt droppet

Planerne om at ændre på sengeafsnittet på hospitalet i Thisted er foreløbigt skudt til hjørne af det nye regionsråd.

Intensivplaner på sygehuset i Thisted foreløbigt droppet

Forretningsudvalget i Region Nordjylland har udskudt beslutningen om at ændre på intensivafsnittet på Regionshospital Nordjylland.

Der bliver foreløbigt ikke ændret på antallet af senge på intensivafdelingen på Regionshospitalet i Thisted. Planerne om at ændre på antallet af sengepladser har mødt skepsis og kritik fra lokale patientgrupper såvel som politikere.  

Imod - Jeg har jo sagt, også før mødet i dag, at jeg principielt er imod, at ændre på intensivafsnittet.

Lauge Larsen, Socialdemokratiet, medlem af regionsrådet, Region Nordjylland.

Læs også Intensivafdeling i Thisted i fare for lukning

- Vi er et nyt regionsråd. En del af os er nye og høringerne var i december, så der var ingen, der havde lyst til at træffe nogen beslutninger, siger den nyvalgte socialdemokrat Lauge Larsen, der er tidligere borgmester på Mors. 

I december luftede hospitalsledelsen planer om ændre på intensivafsnittet. De tre senge der i dag er på intensivafdelingen i Thisted skal reduceres til en enkelt. 

Hvis det bliver til en realitet, så kan det for eksempel komme til at betyde, at intensivpatienter der skal have respiratorbehandling skal en tur på landevejen til hospitalet i Hjørring.

Hospitalsledelsen beskrev dengang forslaget som oplæg til debat. Men nu er sagen altså skudt til hjørne. 

Læs også Lokale om nyt udspil til sygehus i Thisted: Forfærdelig timing

- Vi har bedt om at få flere aspekter oplyst, siger Lauge Larsen.

Men betyder det, at forslaget er taget af bordet?    

- Altså der er jo aldrig noget, der er helt taget af bordet. Der er altid mulighed for debat. Men vi har ikke besluttet noget, og nu får vi en lejlighed til at få nogle flere oplysninger, og det er godt nok, siger Lauge Larsen. 

Hvad mener du selv om forslaget?

- Jeg har jo sagt, også før mødet i dag, at jeg principielt er imod, at ændre på intensivafsnittet. Det kan sende nogle forkerte signaler om, hvordan hospitalet skal udvikle sig i fremtiden. Det mener jeg, vi skal være meget forsigtige med. Men nu får vi det belyst, og det er fint, synes jeg, siger Lauge Larsen.