Internettets onde tvilling bruges til narkohandel

Politiet har svært ved at følge med, når man surfer på det mørke net. Men man skal langt fra vide sig sikker, advarer politiinspektør Hans Roost.

2:02
Se indslag om handlen med narko på det mørke net her.
Foto: Svend-Vilhelm Ravnkilde Mikkelsen, TV MIDTVEST

Det mørke internet - DarkNet - bliver i stigende omfang brugt til handel med narkotika. 

Og det stiller store krav til politiet. DarkNet er en slags hemmelig udgave af internettet, hvor man i princippet kan surfe uden at efterlade sig digitale spor.

For et par uger siden blev en 23-årig mand fra Herning idømt otte års fængsel for at have bestilt otte kilo amfetamin og 100 gram kokain på DarkNet. 

Det var den første af den slags sager i det midt- og vestjyske, men politiinspektør Hans Roost fra den centrale efterforskning i Midt- og Vestjyllands Politi forklarer, at ordensmagten i længere tid har holdt øje med det mørke net.

- Det er dybest set en internet-browser, men med en form for anonymitet. Myndighederne har svært ved at finde ud af, hvor beskederne bliver sendt fra, forklarer han.

DarkNet, som også bliver kaldt internettets onde tvilling, bruges blandt andet til at dele børneporno og handel med for eksempel våben og narko.

Selv om det er svært for politiet at følge med på det mørke net, skal man dog langt fra vide sig sikker, advarer Hans Roost.

- Den handling, man foretager på nettet, kan måske godt være anonym. Men det narko man får hjem, skal jo videre-distribueres, og der er vi så i gang med vores efterforskning, siger han.

 Det var en stikprøvekontrol af en pakke i Fredericia, der førte politiet på sporet af den 23-årige mand i Herning.

2:23
På Darknet kan man surfe uden at efterlade sig digitale spor, og derfor ser politiet i Danmark det oftere og oftere brugt til kriminelle formål