Internatleder langer ud: - Så lad dog være

Der er flere dyreværnssager end nogensinde før, og det får en internatleder til at råbe op.

Leder på dyreinternatet i Brande, Birgit Karlsen, sammen med katten Baltasar.
Leder på dyreinternatet i Brande, Birgit Karlsen, sammen med katten Baltasar.
Foto: Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST

- Så lad dog være. Tag dig af din kat, og tag ansvaret på dig.

Så kort og klart lyder budskabet fra leder på dyreinternatet i Brande, Birgit Karlsen, efter det tirsdag er kommet frem, at flere og flere dyreværnssager lander på bordet hos Dyrenes Beskyttelse.

- Jeg håber, mennesker begynder at forstå, at det handler om at tage ansvar.

- Vi har haft rigtig travlt i de seneste måneder. Der har været dage, hvor der er kommet 10-15 katte ind. De kommer på alle tider af døgnet. Så vi kan mærke det på arbejdspresset, lyder det fra Birgit Karlsen.

Rekordmange dyreværnssager

Sidste år håndterede Dyrenes Beskyttelse hele 3.747 dyreværnssager, heraf 795 i Region Midtjylland. Det er det højeste antal, der nogensinde er registreret.

På internatet i Brande vurderer man, at omkring 70-80 plejefamilier har været i spil for at hjælpe med at tage sig af de mange dyr, der er blevet bragt ind.

- Vi skal hele tiden koncentrere os om også at have plads til de nye katte, der kommer. Vi skal hele tiden sørge for at få killingerne ud i plejefamilier, så vi er sikre på, at vi har plads til nogle nye, siger Birgit Karlsen.

Håber ikke det fortsætter

På dyreinternatet i Brande håber man derfor, at antallet af dyreværnssager ryger ned i løbet af 2018.

Sker det ikke, kan det i værste tilfælde komme til at betyde, at internatet må afvise katte, der ellers har brug for hjælp.

- Det har vi ikke lyst til at prøve. I yderste konsekvens bliver det Dyrenes Beskyttelse, som skal tage stilling til, om der skal laves nye internater for at følge med.

- Vi har endnu ikke prøvet at stå i situationen, hvor vi har måttet sige, vi ikke har plads. Men vi gør også rigtig meget for at undgå det, siger Birgit Karlsen.

Hvis du oplever et dyr i nød kan Dyrenes Beskyttelse kontaktes på telefon 1812. 

1:34
På dyreinternatet i Brande har man i den grad mærket det stigende antal dyreværnssager.
Foto: Katrine Fuglsang, TV MIDTVEST