International succes i Ikast

På det forholdsvis nye Sportstar College i Ikast trækker man allerede nu nogle store internationale talenter til. Blandt andre en ung OL-deltager fra Tjekkiet og den australske mester.

Kristina Ludikova fra Tjekkiet og Ashley Moss fra Australien er lokket til det midtjyske på grund af ideelle træningsmuligheder, og det får de på Sportstar College Ikast-Brande.

Hjemme i Tjekkiet og Australien er badminton en minoritetssport, og derfor er de to spillere taget til Danmark for at blive endnu bedre internationalt. Når Ikast så er blevet stedet for dem, så handler det blandt andet om, at de for alvor kan dyrke sporten. På Sportstar College er der f.eks. morgentræning tre gange om ugen, og det tilbud findes kun få steder i landet.

De to talenter er ikke uden evner. Kristina Ludikova var i august med ved OL i Beijing, mens australske Ashley Moss er den bedste herrespiller "down under". I Ikast spiller de også kampe. Det gør de på det lokale badmintonhold i 2. division, der med de to spilleres hjælp lige nu kæmper for oprykning til 1. division. 

03:24 Luk video