International interesse for Østerild

I dag udløb ansøgningsfristen for at få en testplads i Østerild og Høvsøre.

I dag var det sidste chance for at byde på en af pladserne til testmøller i henholdsvis Østerild og Høvsøre ved Lemvig.

Da tidsfristen udløb, var der kommet otte tilbud ind fra både udenlandske og danske bydere til DTU Risø. Seks har søgt om at stille møller op ved Høvsøre, mens to har søgt om at stille en mølle op ved Østerild.

I forvejen er der kontrakter med Siemens og Vestas, som har fået lovning på at kunne stille testmøller op fra april 2012.

- Vi var meget spændte på hvad der kom ud af udbuddet, for det er det første internationale udbud af sin art, så vi er også bare glade for, at tilbuddene passer til det vi har, siger Peter Hjuler Jensen til TV/MIDT-VEST. Ved lignende udbud har nogle lande oplevet, det har været svært at afsætte pladserne til testmøller.

På DTU Risø skal ansøgningerne nu gennemgåes, og den 12. august vil afdelingen for vindenergi offentliggøre, hvem der får hvilke pladser.