Intern kamp i Socialdemokratiet: Kan ende uden folketingsmedlem

Socialdemokraterne i Viborg har ikke bare en, men to kandidater til næste valg. Det bekymrer flere medlemmer.

Karin Gaardsted (tv.) og Mette Nielsen. Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Selvom der kan gå mere end et år, før vi skal til folketingsvalg, så er kampen om stemmerne allerede begyndt.

I Viborg er der nu opstået en intern kamp i Socialdemokratiet, hvor der nu er to kandidater, der bejler til en folketingsplads. Det drejer sig om det nuværende folketingsmedlem Karin Gaardsted og byrådsmedlem Mette Nielsen.

- Jeg har den holdning, at risikoen er overhængende for, at vi ikke får nogen valgt i Viborg, fordi vi har to stærke kandidater og risikerer at få spredt stemmerne, forklarer viceborgmester i Viborg Kommune, socialdemokraten Per Møller Jensen.

Hvordan foregår det?

  • De største kommuner i landsdelen har to valgkredse. Det betyder, at der i samme by kan være to kandidater fra samme parti. Det gælder Herning, Silkeborg og Viborg.
  • For at to kandidater fra samme parti ikke stjæler stemmer fra hinanden, så plejer partierne at opstille en "rigtig" kandidat plus en såkaldt "skyggekandidat".
  • Et eksempel er Herning, hvor det i 2015 var Mogens Jensen, der var kandidaten, mens Anders Houdam Andreasen var skyggekandidat. I Silkeborg var Thomas Jensen kandidat, mens skyggekandidaten hed Lars Fibæk.
  • Men ikke i Viborg. Her stiller folketingsmedlem gennem otte år Karin Gaardsted op i den ene kreds. Og på den anden side er det byrådsmedlem Mette Nielsen.
  • De to socialdemokrater slås altså om de samme stemmer, men risikoen er, at ingen af dem bliver valgt, fordi socialdemokratiske kandidater andre steder i storkredsen får flere stemmer, og dermed tager mandatet fra Viborg.

Per Møller Jensen frygter, at det kan gå ud over Viborg, hvis det ikke lykkes dem at få et socialdemokratisk mandat på grund af fordelingen.

- Jeg mener, at det er af afgørende betydning for en kommune som Viborg, at vi er godt repræsenteret i folketinget og i særdeleshed til socialdemokratisk side. Det ved vi godt betyder noget, og skulle vi komme i den uheldige situation ikke at være repræsenteret, så er det et problem for Viborg Kommune, siger han.

01:20

Mette Nielsen stiller op i Viborg Kommune. Det bekymrer flere af hendes partifæller. Hør hende forklare hvorfor her.

Luk video

Ikke bekymret

At de er to opstillede socialdemokrater i Viborg bekymrer ikke den ene af hovedpersonerne.

- Der findes rigtigt mange gisninger og prognoser. Der er også nogle der siger, der kunne komme et ekstra kredsmandat til Viborg, så jeg tænker, det er tid til at arbejdstøjet på og så få leveret en god indsats, fortæller Mette Nielsen og tilføjer:

- Det er klart, jeg går efter at blive valgt. Det er derfor, jeg har sagt ja til at stille op.

Hun mener ikke, at det er et dårligt politisk træk at have to opstillede kandidater.

- Jeg tænker, vi har et rigtigt godt udgangspunkt. Vi har nogle gode meningsmålinger, og det er klart, jeg mener selvfølgelig også, at vi i Viborg skal gøre det bedste for at understøtte den nationale dagsorden, så vi kan få Mette Frederiksen som statsminister.

00:12

Per Møller Jensen frygter konsekvenserne af, at Viborg Kommune har to store kandidater til folketinget.

Luk video

Et anliggende for kredsen

Mette Nielsen forklarer, at hun ikke har nogle skrupler med at stille op, selvom det kan være risikabelt.

- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil stille op i Østkredsen, som jeg er blevet valgt af tre gange i træk. Der kan man sige, at hvem der skal være folketingskandidat i de forskellige kredse er i virkeligheden et anliggende for de medlemmer, som er i kredsen. Siger hun.

Per Møller Jensen enig i, at det er østkredsens valg, men samtidigt ville han dog gerne have haft det anderledes.

- Vi har partiregler, der siger, at de to kredse suverænt kan afgøre, hvem der opstiller. Der er intet at komme efter formelt set. Men når man kigger på de politiske realiteter, så ved vi godt, at man i store kredse, hvor man har to kandidater, er nødt til, at have en kandidat og en skyggekandidat. Det har Venstre, Konservative og Socialdemokraterne hidtil gjort. Nu er vi så trådt ved siden af, og det kan være et problem, forklarer han.

Den holdning deler Mette Nielsen ikke. Til gengæld har hun en opfordring til sine partifæller.

 - Hvis jeg skal bekymre mig om noget, så er det, at man bliver ved med at problematisere det her i stedet for at få arbejdstøjet på og få lavet en fælles strategi for at få skaffet flest mulige stemmer til Socialdemokratiet.

03:06 Luk video