Intens politijagt efter bombetrussel

Manden, der står bag telefonbombe mod Bilka, vil blive sigtet efter en paragraf, der kan give op til 2 års fængsel.

280213_2_Bilka.jpg

Politiet har nu startet en intens jagt på den mand, der onsdag aften afleverede en telefonisk bombetrussel mod Bilka i Holstebro.

- Vi har nogle forskellige spor, som vi følger. Blandt andet arbejder vi på at finde den telefon, som manden ringede fra. Derudover kan man håbe, at nogen kan hjælpe med oplysninger om, hvem der kan finde på sådan noget, siger lederen af lokalpolitiet i Holstebro, Allan Laustsen.

Når eller hvis politiet finder gerningsmanden, vil han blive sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 266 om trusler - en paragraf der straffes med bøde eller fængsel op til to år.

Forstod ikke det første opkald

Gerningsmanden ringede til Bilka klokken 18.15, men varehuset reagerede i første omgang ikke på henvendelsen.

Pressechef i Dansk Supermarked Mads Hvitved Grand oplyser til TV/MIDT-VEST, at den medarbejder, der modtog opkaldet, ikke kunne forstå beskeden og simpelt hen ikke var klar over, at der var tale om en bombetrussel.

- Det blev vi først klar over, da politiet ankom. Vi har helt faste procedurer i den slags situationer, og hvis vi er klar over, at der er tale om en bombetrussel, kontakter vi straks politiet, siger Mads Hvitved Grand.

Klokken 18.42 ringede gerningsmanden så til TV/MIDT-VEST, som orienterede politiet. I første omgang var der tvivl om, hvilken Bilka der var tale om, og politiet sendte derfor patruljer til varehusene i Viborg, Herning og Holstebro.

De omkring 150 personer, der var til stede i varehuset i Holstebro, blev evakueret. Varehuset blev gennemsøgt af bombehunde og forsvarets sprængstofeksperter, og samtidig blev togdriften mellem Holstebro og Struer indstillet, idet jernbanen passerer tæt forbi Bilka.

Klokken 23.10 var bombehundene færdige med at undersøge varehuset - uden at finde en bombe, og afspærringerne blev derfor ophævet.

Selv om Bilka ikke selv valgte at reagere på bombetruslen, mener Allan Laustsen, at det var rigtigt at tage truslen alvorligt.

- Det er selvfølgelig altid en konkret vurdering, men vi er nødt til at tage den slags trusler alvorligt, siger Allan Laustsen.