Integrationsminister henter inspiration i Vestjylland

Social- og integrationsministeriet har fået øjnene op, for den måde Ringkøbing-Skjern Kommune tager imod indvandrerfamilier på.

230113_Sony_integration.jpg

Lydia Msafiri kom til Skjern fra Congo for to år siden, Med sig havde hun sine fire drenge, og siden den første dag har familiekonsulent Anne Karin Friis været en fast del af hverdagen.

- Det var rigtigt dejligt, fordi der var mange ting, der var nye for mig. Jeg har boet mange år i en flygtningelejr, siger Lydia Msafiri.

Hvordan bruger man en støvsuger?

Anne Karin Friis blev ansat som den første familiekonsulent i Ringkøbing Skjern kommune i 2009. Hendes opgaver veksler ligefra lavpraktiske ting som at demonstrere brugen af en støvsuger, til at sørge for at famliens unge får fritidsaktiviteter.

- Jeg hjælper med alt det, man gør for første gang og ikke har prøvet før. Alt det som vi i Danmark tager for givet, at man kan finde ud af, siger Anne Karin Friis.

Skal være det gode eksempel

Ordningen med familiekonsulenten har været så stor en succes, at kommunen har ansat en ekstra. Og nu har en taskforce fra social- og integrationsministeriet været på besøg, kommunen er udvalgt til at være inspiration til landets øvrige kommuner.

- Vi prøver at hjælpe til med, at pege på hvor kommunerne kan finde inspiration. Hvor er det man med fordel kan rette sin opmærksomhed hen, for både at få den bedste indsats, men også en god økonomi i det man laver. Og der er Ringkøbing-Skjern Kommune et af de steder, siger Social og Integrationsminister Karen Hækkerup (S).