Integrationen bedre i landsbyer

Tomme boliger i landsbyerne er velegnede til flygtninge

29092014bolig.jpg

Flygtninge og indvandrere får mere end tag over hovedet, hvis de placeres i et hus i et mindre samfund i yderområderne i stedet for i de større byer.

Den melding kommer fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard fra Lemvig.

- Flere undersøgelser viser, at foreningsliv og indsatsen fra civilsamfundet fungerer bedre i landsbyerne. Her er der ofte stor rummelighed, og det betyder at integrationen fungerer bedre i forhold til flygtninge og asylansøgere, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd hilser derfor med glæde, at Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg har trukket nedrivningsgodkendelser af hundredevis af almene boliger i langdrag, fordi regeringen overvejer at bruge dem til at huse de rekordmange asylansøgere.

- Det er meget positivt når regeringen gerne vil tage flere af disse boliger i hus. Ud over at afhjælpe et aktuelt problem, kan metoden være med til at skabe liv i landsbyerne, fortsætter Steffen Damsgaard.

Formanden håber i samme forbindelse, at kommunerne får de ekstra ressourcer der kræves, for at tage imod flygtningene.

- Det vil give god mening, hvis der følger penge med til de kommuner, der vil anvende boliger som i forvejen står tomme i landdistrikter og yderområder, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd henviser til, at der i øjeblikket står omkring 160.000 tomme boliger rundt omkring i Danmark.