Ingers hobby bliver nu til arbejde på fuld tid

Inger Bech fra Borris nær Skjern har sagt sit faste job op. I stedet kaster hun sig ud som selvstændig, hvor hun skal lave mobilfilm til erhvervslivet.

Inger Bech fra Borris nær Skjern har sagt sit faste job op for at lave mobilfilm.
Inger Bech fra Borris nær Skjern har sagt sit faste job op for at lave mobilfilm.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Det lå ikke i kortene, at Inger Bech fra Borris nær Skjern skulle lave mobilfilm til erhvervslivet. Faktisk havde hun ikke rigtigt optaget en film på sin telefon for bare tre år siden. I dag ser det dog helt anderledes ud, og Inger Bech har nu opsagt sit faste job igennem mere end et årti for at lave mobilfilm på fuld tid. 

- Det giver kriller i maven. Det er ikke noget, der ligger til mig. Jeg har været 11 år ved Vogelsang i Tarm, og inden da var jeg ved en virksomhed i ti år. Så det der med at skifte arbejde, det bruger vi ikke her i huset. Det er meget grænseoverskridende for mig, siger Inger Bech.

- Men der er et marked, og jeg skal prøve det af. Selvfølgelig skal jeg det.

Det hele startede ved TV MIDTVEST

Selvom Inger Bech aldrig rigtigt har gjort sig i billeder eller film, blev hun alligevel overtalt til at melde sig som en del af TV MIDTVESTs mobilhold.

- Jeg blev kontaktet af jer (red. TV MIDTVEST), og Katrine Fuglsang var ihærdig for at få mig med på holdet, fordi jeg tippede jer med mange historier. Jeg sagde, at det skulle jeg ikke, for jeg kunne ikke noget teknisk.

Efterfølgende tog hun og manden dog alligevel med til oplæringskursus til Mobilholdet på TV MIDTVEST. Og selvom det ikke gik helt så gnidningsfrit i starten, blev hun alligevel grebet af at lave mobilfilm.

- Jeg tror, at jeres fotograf synes, at jeg var ret håbløs til det, lyder det grinende fra Inger Bech.

- Jeg blev alligevel lidt nysgerrig, og jeg brændte for at få TV MIDTVEST til at fortælle de gode historier.

Efterhånden har Inger Bech fået ret godt styr på teknikken. 
Efterhånden har Inger Bech fået ret godt styr på teknikken. 
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Karrieren har taget fart

Selvom Inger Bech i starten var helt grøn med et kamera, har interessen for hendes hobby nu gjort, at hun kan leve af den. Kunderne er nemlig mange og tæller blandt andre erhvervsrådet, små smedevirksomheder, entreprenører, en folketingskandidat, Venstre og KFUM og KFUK.

- Der er rigtig mange, som gerne vil betale mig for det. Folk er villige til at betale, for de kan se, at de øger deres omsætning ved at hyre mig, siger Inger Bech.

Som en del af Mobilholdet på TV MIDTVEST har Inger Bech fået vejledning i, hvordan hun blandt andet tager gode billeder. Derudover mener hun også, at hendes uddannelse er en del af årsagen til hendes succes.

- Jeg er uddannet coach, så det med at stille spørgsmål og komme ind til kernen af, hvad vi vil fortælle, det kan jeg. Folk gider ikke se en 5 minutter lang film på nettet. Det med at stille skarpt på, hvad vi vil sige og fortælle det i billeder, det er vejen frem, og det virker.

Inger Bech starter sin virksomhed op på fuldtid den 1. april.  

2:15
Her kan du indslaget om Inger Bech og hendes virksomhed.