Inger Støjberg: Vi er alt det terroristerne ikke ønsker

Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg lagde vægt på frihed og rettigheder i sin grundlovstale.

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Trods faretruende skyer var mange mødt op på herregården ved Volstrup, da Inger Støjberg holdte sin første grundlovstale mandag formiddag.

- Ikke alle i det danske samfund har været så heldige at få demokratiet indprentet fra barnsben. Sådan startede Inger Støjberg fra talerstolen.

Det helt overordnede budskab var ifølge ministeren, at vi i Danmark er frie og her bestemmer vi selv.

Inger Støjberg fokuserede også på lørdagens terrorangreb i London:

- Prøv at se et Grundlovsmøde som det her, hvor vi alle sammen sidder samlet. Det gør vi, fordi vi lever i et frit samfund. Fordi vi lever i et demokrati, og det er alt det terroristerne ikke ønsker, siger Inger Støjberg.

Inger Støjberg har haft nok at se til den seneste uge med barnebrudssagen, der kulminerede med et 5 timer langt samråd i folketinget fredag. Det kom hun også ind på i sin tale:

- I de her dage, der er jeg under vældig beskyldning og beskydning fra venstre-fløjen i folketinget, sagde hun fra talerstolen.

Talen blev taget godt imod af de mange tilhører, hvor mange netop var mødt op på grund af ministerens tale.

- Jeg tror faktisk det er første gang jeg har deltaget og det var jo fordi Inger Støjberg kom, siger Knud Sørensen fra Struer.

- Jeg synes hun er sej. Hun har så meget modgang, men hun står simpelthen fast, om at vi har nogle rettigheder i Danmark, siger Sten Lindberg fra Helsingør.  

Udover herregården ved Struer holdte Inger Støjberg grundlovstaler i Skive Anlægget og på herregården Hestehave i Krejbjerg.