Inger Støjberg er valgt som ny næstformand for Venstre

På et ekstraordinært landsmøde blev Inger Støjberg i dag valgt som ny næstformand for Venstre.

Inger Støjberg blev i dag valgt som ny næstformand for Venstre. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Inger Støjberg fra Skive er netop blevet valgt som næstformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde i Herning. Det er et flertal af de 788 delegerede, der har valgt Inger Støjberg. Hendes modkandidat var Ellen Trane Nørby.

Inger Støjberg fik 577 stemmer. Ellen Trane Nørby fik 206 stemmer.

Læs også Fra ukendt nyvalgt til Venstre-profil: Støjberg er omstridt, populær og svær at slå ud

Inger Støjberg fik inden afstemningen 20 minutters taletid. Her lovede hun, at hun som næstformand vil lytte mere til medlemmerne, og så beskrev hun sig selv som en kriger.

- I kender mig. Jeg er en kriger. Jeg er en værdikriger. Men jeg er ikke en fløjkriger, sagde hun.

Hun mener, at med kombinationen mellem hende og Jakob Ellemann-Jensen, så kan Venstre trække nye vælgere til.

- Vi skal kunne rumme dem, der spiser sushi og dem, der spiser flæskesteg. Jeg hører personligt til de sidste, sagde hun.

Tidligere i dag blev Jakob Ellemann-Jensen officielt valgt som den nye formand for Venstre.

Læs også Liveblog: Inger Støjberg ny næstformand for Venstre

Blå bog: Inger Støjberg

  • Alder: 46 år.
  • Født: 16. marts 1973 i Hjerk.
  • Datter af gårdejer Mathias Støjberg og medhjælpende ægtefælle Gudrun Støjberg.

Uddannelse:

  • 1993: Student fra Morsø Gymnasium.
  • 1995: Etårig højere handelseksamen i Viborg.
  • 1999: Informationsakademiet på Viborg Handelsskole.
  • 2013: MA i Business Administration fra Aalborg Universitet.

Erhvervskarriere:

  • 1999-2001: Redaktør, Viborg Bladet.
  • Fra 2001: Freelancejournalist ved Støjberg Kommunikation.

Politisk karriere:

  • 1994-2002: Medlem af Viborg Amtsråd.
  • 2001-2005: Medlem af Europarådet.
  • 2005-2007: Næstformand for Venstres folketingsgruppe, ligestillingsordfører, fødevare-, familie- og forbrugerordfører samt medlem af Naturklagenævnet.
  • 2007-2009: Politisk ordfører samt medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
  • 2009-2010: Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling.
  • 2010-2011: Beskæftigelsesminister.
  • 2011-2014: Næstformand for Venstres folketingsgruppe samt integrationsordfører.
  • 2014-2015: Politisk ordfører i Venstre.
  • 2015-2016: Udlændinge- og integrations- og boligminister.
  • 2016-2019: Udlændinge- og integrationsminister.

Kilder: ft.dk, inger.dk, Ritzau.

Se mere