Inger Støjberg beholder posten som retsordfører

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister og nykårede Venstre-næstformand beholder sit ordførerskab.

Inger Støjberg blev valgt som ny næstformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde i weekenden i Herning.
Inger Støjberg blev valgt som ny næstformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde i weekenden i Herning.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Inger Støjberg (V) beholder posten som retsordfører for sit parti. Det bekræfter Venstres nykårede næstformand i en sms til Ritzau.

- Jeg har besluttet mig for at forblive retsordfører, skriver hun.

Støjberg bekræfter desuden, at hun ikke påtager sig andre poster.

Venstres folketingsgruppe skal senere tirsdag konstituere sig på ny, efter at partiet i weekenden fik ny formand og næstformand.

Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Jensen (V) valgte at trække sig som henholdsvis formand og næstformand i Venstre i august efter interne stridigheder. De er nu afløst af Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

Ellemann-Jensen blev i lørdags valgt som formand ved Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning. Det skete uden modkandidat.

Støjberg var i kampvalg mod en anden eksminister, nemlig Ellen Trane Nørby (V). Blandt de 788 delegerede faldt 577 stemmer på Støjberg. Trane Nørby fik 206 stemmer.

- Nu er der en klar tilkendegivelse fra de delegerede, og så handler det for mig om at behandle det både ydmygt og forsvarligt, sagde Støjberg efter kampvalget i lørdags.

Flere spændende roller fordeles

Da Venstres folketingsgruppe efter valget og sommerferien blev konstitueret i begyndelsen af august, blev Ellemann-Jensen udpeget som politisk ordfører. Kristian Jensen fik posten som gruppeformand. Det bliver derfor interessant at se, hvem der får disse to poster tirsdag.

Desuden vil der givetvis også være fokus på, hvad Trane Nørby får. Og så vil der formentlig også blive kigget intenst på, hvilken rolle Løkke og Kristian Jensen får i partiet fremover.

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) har allerede offentligt meldt ud, at han gerne vil være gruppeformand.

Mens Ellemann-Jensen har haft fokus på formandsposten de seneste uger, har Sophie Løhde (V) været fungerende politisk ordfører. Om hun ønsker at fortsætte på den post permanent, vil hun ikke kommentere over for Ritzau.

Løhde vil først udtale sig efter gruppemødet. Ved konstitueringen i begyndelsen af august blev hun valgt som gruppenæstformand. Det skete efter et kampvalg mellem hende og Støjberg, som dermed ikke blev valgt ind i partiets ledelse ved den lejlighed. Nu er situationen for Støjberg en anden.

Venstres gruppemøde begynder klokken 11.30.

/ritzau/

5:55
På Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning var der blandt de delegerede klart flest der ville have Inger Støjberg som næstformand