Ingen vil betale Tildes diabetes-regning

En afgørelse fra Ankestyrelsen har ikke løst stridighederne om regningen for et nyt produkt til diabetikere.

Hverken Ikast-Brande Kommune eller Region Midtjylland vil betale Thilde Haahrs diabetesudstyr. I stedet må familien punge ud.
Hverken Ikast-Brande Kommune eller Region Midtjylland vil betale Thilde Haahrs diabetesudstyr. I stedet må familien punge ud.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

- Min første tanke var umiddelbart, om jeg har været med i et spil Ludo, hvor jeg er blevet slået tilbage.

Sådan lyder det fra Lasse Haahr, hvis datter lider af diabetes.

I 10 måneder har familien Haahr ventet på, at Ikast-Brande Kommune og Region Midtjylland bliver enige om, hvem der skal betale regningen for en ny type måler, som Thilde Haahr bruger til at registrere sit blodsukker.

Måleren fik hun i august måned sidste år, og med den kan hun langt hurtigere tjekke og regulere sit blodsukker.

Den lille måler koster familien 1.000 kroner om måneden.

Uenige om Ankestyrelsens afgørelse

Senest er sagen endt hos Ankestyrelsen, der nu er kommet med et svar.

Men Ikast-Brande Kommune og Region Midtjylland er langt fra enige om, hvordan afgørelsen skal forstås. 

Sådan ser det ud, når Tilde Haahr tjekker sit blodsukker.
Sådan ser det ud, når Tilde Haahr tjekker sit blodsukker.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

- Som jeg ser det i forhold til børne- og unge området, er det et meget entydigt svar, der siger, at hvis en glukosemåler som den her er nødvendig, så er det et behandlingsapparat, og så er det regionens opgave at udlevere den. 

Sådan lyder det fra Simon Vanggaard fra Dansk Folkeparti, der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Men hos regionen er de ikke så sikre på, at udstyret faktisk er en nødvendighed, og at de derfor er forpligtet til at betale.

- For nogle af patienterne er det stadig uafklaret, om det er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. Derfor kan vi faktisk ikke sige, om det er os eller kommunerne, der skal betale for det her, siger Anders Kühnau, der er 1. næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Må væbne sig med tålmodighed

Det er langt fra blot i Ikast-Brande Kommune, at diabetespatienterne må væbne sig med tålmodighed. Problemstillingen er den samme over hele landet. 

Få kommuner har som Århus valgt at betale for apparatet, indtil der kommer en afgørelse.

Hvornår det sker, er endnu ikke til at vide. Men det er planen, at alle regionerne skal samles for at finde ud af, hvordan principafgørelsen skal tolkes.

I mellemtiden må Lasse Hahr selv betale for datterens måler. Han har ikke kunnet få svar på, hvornår myndighederne kan blive enige i sagen.