Ingen Trine Troelsen til EM-kamp

Den rutinerede FCM-spiller er så hårdt ramt af influenza, at hun melder fra til EM-kvalifikationskampen mod Kroatien.

Trine Troelsen.jpg

Når de danske håndboldpiger onsdag aften møder Kroatien i EM-kvalifikationen, bliver det uden den rutinerede FCM-spiller Trine Troelsen.

Hun er blevet ramt af en hård influenza. Afbuddet ærgrer landstræner Jan Pytlick.

 - Vi lod Trines plads stå åben indtil for et par timer siden, hvor det stod klart, at hun ikke kunne blive rask, før vi tirsdag morgen tager til Rijeka, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Håber på revanche

Landstræneren håber dog stadig, at den rutinerede bagspiller kan bidrage til EM-kvalifikationen.

 - Vi håber naturligvis på, at Trine når at blive klar til returopgøret i Randers på lørdag, siger Jan Pytlick.

I stedet for Trine Troelsen bliver det målvogter Rikke Poulsen fra SK Aarhus, som skal med til Kroatien.