Ingen SU på kristent universitet

Masser af unge danskere tager hvert år deres SU-kroner med sig, når de vælger at studere på et universitet i USA. Men det er ikke muligt for Mads Schmidt Christensen fra Spøttrup - hans universitet er nemlig tilknyttet en lutheransk kirke.

170709usa-skole.jpg

Mads Schmidt Christensen fra Spøttrup ville gerne have sin SU med til USA. Han studerer filosofi og international marketing på Concordia College i Minnesota. Men efter flere års kamp med SU-styrelsen er det stadig ikke lykkedes. Styrelsen vil ikke godkende hans universitet, selvom det ligner så mange andre skoler, hvor danske unge får SU. Den skole Mads Schmidt Christensen læser på, er tilknyttet den lutheranske kirke i USA, og SU-styrelsen er bange for, at det præger den videnskabelige tilgang til stoffet. Derfor må Mads Schmidt Christensen ikke få støtten.

Værdigrundlag er et problem

Stridens kerne er skolens såkaldte mission statement eller værdigrundlag:

- Concorida Colleges formål er at påvirke verdenen, ved at sende eftertænksomme og informerede mænd og kvinder, der er dedikerede til det kristne liv, ud i samfundet, står der i skolens værdigrundlag.

Ud af det læser SU-styrelsen, at undervisningen begrænses og at skolen missionerer. Det afviser Mads Schmidt Christensen dog

- Der forekommer ingen form for indoktrinering - religion bliver behandlet som det vil på et hvilket som helst dansk universitet, fortæller Mads Schmidt Christensen.

Han får opbakning af John Andersen, der er ansat på Københavns Universitet. Han har undersøgt Concordia College grundigt og har skrevet til SU-styrelsen, at han mener deres vurdering er lodret forkert og at Mads Schmidt Christensen burde få sin SU.