Ingen spor af Tobias

Mere end hundrede frivilliges indsats gav intet resultat.

Lørdag formiddag kl. 10 mødtes et stort eftersøgnings-hold med et eneste mål for øje, nemlig at finde den forsvundne Tobias Sundgaard Pettersson. Men desværre uden resultat. Trods en ihærdig indsats lykkedes det heller ikke i dag at finde den 20-årige skibstømrer, som for en uge siden forsvandt.

De mere end 100 frivillige brugte dagen på at lede efter Tobias Sundgaard Pettersson i Holmsland. Specifikt i sommerhusområdet ved Lodbjerg Hede og i rørskoven nord for Baggers Dæmning, hvor også en rørhøster blev taget i brug for at gøre området mere tilgængeligt.

Sidst på eftermiddagen blev en rednings-helikopter fra Flyvestation Skrydstrup kaldt til Ringkøbing Fjord af politiet. Et fly med hjemmeværns-folk mente at have set en menneskelignende skikkelse i fjorden - men heller ikke det var Tobias Sundgaard Pettersson.

Tobias Sundgaard Pettersson er ikke set siden han forsvandt på vej hjem fra en tur i byen sidste weekend.