Ingen sigtelse for klitbrand

Uheldig sommerhusejer i Stenbjerg bliver ikke sigtet for at overtræde beredskabsloven.

19Klitbraend.jpg

Den uheldige sommerhusejer i Stenbjerg, som sandsynligvis var den, der ved at uheld startede en større klitbrand i Thy den 23. april, bliver ikke sigtet for at overtræde beredskabsloven.

Det oplyser Jens Ole Lillelund fra Midt- og Vestjyllands Politi i dag til TV/MIDT-VEST.

- Vi gør ikke noget ved den. Der står i rapporten, at kvinden har røget et stykke laks i sin rygeovn, det er vist sådan en, man kalder en Kasper Røghat, den er 30x20 cm og har stået på terassen. Og da hun er færdig med det tager hun laksen ud af ovnen og sætter låget på igen. Så man regner med at en gnist fra rygeovnen er sprunget ud i det øjeblik, hun har taget låget af, og har antændt, selvom ovnen stod i læ, forklarer Jens Ole Lillelund.

Dermed betragter politiet sagen som afsluttet, idet hændelsen var et hændeligt uheld. Ifølge Jens Ole Lillelund kunne branden sagtens opstå, da området var utroligt tørt inden branden.