Ingen rygere hos DLT Group efter forbud

Flere virksomheder i landsdelen for rygeforbud, og det får medarbejderne til at droppe cigaretterne. Hos DLT Group i Viborg er forbuddet en succes.

230412rygelov.jpg

Flere og flere midt- og vestjyder kvitter smøgerne. Det sker samtidig med at stadigt flere virksomheder indfører totalt rygeforbud. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs. Derfor stopper mange med at ryge.

Hos virksomheden DLT Group i Viborg har samtlige medarbejdere droppet smøgerne efter et rygeforbud. Lykke Nørgaard er en af de medarbejdere, der er stoppet og det er hun rigtig glad for.

- Førhen frøs jeg altid mine hænder og fødder. Det gør jeg ikke mere. Man kan jo lugte alting, man kan smage alting, siger hun.

Rygning koster tid og penge

Virksomheden DLT Group fik rygeforbud, fordi medarbejdernes rygning kostede tid og penge. Selv om det har været en stor succes, er projektansvarlig Lars Henriksen klar over, at medarbejderne selv bestemmer over deres rygevaner uden for arbejdstiden.

- Det er absolut ikke vores pligt på nogen måde at diktere vores medarbejdere, hvad de skal uden for arbejdstiden, men når det er sagt, så vil vi jo også gerne fremstå som en moderne virksomhed, og der synes jeg faktisk det hører ind under at interessere sig for sine medarbejderes sundhed og derunder rygning, siger Lars Henriksen.

Flere af de ansatte hos DLT Group har erstattet cigaretterne med et cykelhold.