Ingen oversvømmelser: Lemvig klarede frisag

Limfjordsbyerne ser ud til at undgå oversvømmelser denne gang.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Da stormen Bodil rasede over Danmark i december 2013, blev Lemvig ramt af store oversvømmelser.

Så galt gik det heldigvis ikke under søndagens storm Gorm.

- Vi er sluppet nådigt. Der er forskellige meldinger om væltede træer og flagstænder, og nogle steder står der vand på vejene efter den megen regn, men det ser ikke ud til, at vi bliver ramt af oversvømmelser, siger vejformand Otto Berggren fra Lemvig Kommune til tvmidtvest.dk.

Byens nye højvandsværn kan klare en vandstand på 2,1 meter over normalen. Søndag bød på 1,6 meter, og prognoserne for mandag siger 1,59. 

Det mest kritiske punkt i byen er på vejen Rønbjerghage, hvor flere huse tidligere har været ramt af oversvømmelser. Her kan man klare en vandstand på cirka 1,8 meter over normalen, inden det går galt.

Otto Berggren fortæller, at kommunen søndag satte sandsække ud på Rønbjerghage, så beboerne kunne gardere sig.

Skive har også tidligere været ramt af oversvømmelser, og kommunens folk følger løbende situationen.

Driftsleder Lars Skovgaard oplyser, at vandstanden ligger omkring 1,3 meter over normalen. Ved 1,4 kan det blive aktuelt at pumpe vandet væk fra de lavtliggende områder ved havnen, men umiddelbart ser Skive også ud til at gå fri denne gang.

Også Struer ser ud til at slippe for oversvømmelser.

 

0:31
Indslag fra nyhederne 19.30 søndag.