Ingen mølleproduktion til Thyborøn

Kinesisk møllefirma vil lægge kommende produktion i Grenaa.

siemens2.jpg

Det kinesisk ejede vindmøllefirma Envision har længe haft en testmølle stående på havnen i Thyborøn. Møllen kom i sin tid op, fordi Lemvig byråd håbede, at det kunne skaffe arbejdspladser til området i fremtiden. Men det håb er nu helt ude. Vindmøllevirksomheden har nemlig besluttet at placere produktionen i Grenaa allerede fra næste år, og ikke i Thyborøn, hvor selskabet har den store testmølle stående. Det kinesisk-ejede vindmøllefirma skriver i en pressemeddelelse, at de har valgt at lægge produktionen i Grenaa, hvor der i forvejen er et netværk indenfor mølleproduktion og tilsvarende synergien, som selskabet kan trække på.

- Vi søgte efter produktionsfaciliteter, som der er mange af i landet. Men kombinationen af et stærkt netværk mellem kompetente virksomheder og et fokus på at gå nye veje, har afgjort beliggenheden. Derfor ser vi frem til at blive en del af det norddjurske erhvervsliv fra første kvartal 2014, siger selskabets direktør, Anders Rebsdorf, i en pressemeddelelsen.

Testmøllen i Thyborøn er speciel ved at være tobladet og noget lettere end de traditionelle møller. Selskabet håber derved at være i stand til at producere en prisbillig havmølle, uden at det går ud over møllens effektivitet. Møllen i Thyborøn står på en midlertidig tilladelse fra Lemvig Kommune. Aftalen udløber ved udgangen af 2014.