Ingen konservative fra Vestjylland

Det Konservative Folkeparti har fået en stor lussing af vælgerne - så stor, at de ikke får et eneste mandat fra Vestjyllands Storkreds.

Trods den kendte politiker Helge Adam Møllers opstilling i sidste øjeblik og trods Tove Videbæks tidligere popularitet i Vestjylland, så lykkedes det ikke Det Konservative Folkeparti at få en repræsentant fra Vestjyllands Storkreds valgt til Folketinget.

Partiet har kun fået 3,8 procent af de Vestjyske stemmer eller helt præcist 12.679 krydser på stemmesedlerne.

Også tilbagegang i Nordjylland

Det Konservative Folkeparti går også tilbage i Nordjyllands Storkreds. Her har 19.911 personer stemt på partiet, og det er en tilbagegang på 5,3 procent. Resultatet betyder, at partiet får et mandat fra Nordjylland, der går til Lene Espersen.

På landsplan er Det Konservative Folkeparti gået fra 18 mandater til nu 8 mandater.