Ingen konsekvenser efter lange lastbilture: Tilsyn kontrollerer kun i DK

Selvom de danske og svenske regler er ens, er det kun kørslen i Danmark, som Arbejdstilsynet kontrollerer. Dermed får lange lastbilture ingen konsekvenser.

Det får ingen konsekvenser for transportfirmaet, KM Logistik, der holder til på Thyholm og i Hanstholm, at deres chauffører kører i op til 40 timer efter industrifisk i Sverige uden et dagligt hvil. 

Det skyldes, at Arbejdstilsynet, der fører kontrol på såkaldt undtaget kørsel, som turene til Sverige er, kun kontrollerer kørslen i Danmark. Efter et besøg hos KM Logistik den 23. maj har Arbejdstilsynet lavet en rapport, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i. Af den fremgår det blandt andet:

- Arbejdstilsynets regler, herunder reglerne om hviletid, gælder kun indenfor Danmarks grænser. [...] Arbejdstilsynet kan derfor kun vurdere den del af den beskrevne transport, som foregår i Danmark og her er 11-timers reglen ikke overtrådt. Kørslen i Sverige er reguleret af svenske regler.

Men reglerne er de samme i Sverige. Alligevel skriver Arbejdstilsynet i et skriftligt svar til TV MIDTVEST:

- Arbejdstilsynet har et samarbejde med det svenske Arbejdsmiljöverket på en lang række områder, men der udveksles ikke oplysninger om konkrete verserende sager om overtrædelse af den danske arbejdsmiljølov.

Baggrund: Seks chauffører kørte 1.600 km uden dagligt hvil

Her kan I (gen)se den dokumentar, der satte gang i TV MIDTVEST's ugelange dækning af den undtagne kørsel.

Sagen begyndte, efter at TV MIDTVEST ad flere omgange fulgte efter lastbiler på deres lange køreture. For eksempel KM Logistiks ugentlige ture på 1.600 km til og fra Norrsundet nord for Stockholm til Thyborøn. Her dokumenterede TV MIDTVEST, at seks chauffører var på farten i 40 timer uden at holde noget hvil på over fire timer. En enkelt chauffør forsatte endda videre efter de 40 timer og kørte i alt 59 timer i træk uden et hvil på over fire timer. 

Men med den nuværende kontrol er der altså ingen kontrol af de chauffører, som på vegne af KM Logistik krydser landegrænser. Et hul i lovgivningen, Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil have lukket.

- Det er min forventning, at vi i udgangen af september har et bud på, hvordan vi i højere grad bliver bedre til at føre den her kontrol - også på tværs af landegrænser, siger han til TV MIDTVEST.

Se og hør hele interviewet med Troels Lund Poulsen (V) her.

- Det er ikke en holdbar situation, at vi ikke kan føre kontrol på tværs af landegrænser. Det her handler om alles færdselssikkerhed. Det er ikke okay, at folk kører lastbil i flere døgn. Det skal vi have gjort noget ved.

Læs hele Arbejdstilsynets rapport om KM Logistik her.

Sådan er reglerne om hviletid